|
|
Et MUAC-armbånd bruges til at måle omkredsen af et barns overarm og er med til at vise, hvor underernæret barnet er. |
|
I Danmark er det næsten umuligt at forestille sig, hvordan det må være at gå igennem en hel dag eller en nat uden en følelse af mæthed.
Ikke at kunne stille sulten, når den melder sig.
Eller som mor at skulle vælge hvilke børn, der må undvære mad netop i dag.
Men andre steder i verden er sult og hungersnød desværre blevet en permanent tilstand.
I de seneste to-tre år har den globale fødevarekrise øget antallet af sultende med flere end 100 millioner mennesker.
FN’s fødevareorganisation vurderer, at ved udgangen af 2008 lider omkring en milliard mennesker af sult og hungersnød.
Yderligere to milliarder mennesker lider af fejl- og underernæring.
Selvom fødevarekrisen er ved at aftage, er priserne på de basale fødevarer fortsat høje i mange fattige lande, og store prisudsving er blevet mere almindelige.
Ydermere vil den globale finanskrise give nye udfordringer for verdens fattigste lande, som får vanskeligere ved at opkøbe den nødvendige mad på det globale marked.
Retten til mad
Sult kan ikke fjernes alene ved hjælp af magiske løsninger som for eksempel ny teknologi.
Det er en langsigtet udfordring, som hænger tæt sammen med traditioner, manglende viden og manglende muligheder.
Strukturelt betingede uligheder som for eksempel fattigdom og manglen på ligestilling er kæmpe barrierer.
Derfor må det kort- og langsigtede arbejde kombineres med en styrkelse af de fattiges organisationer, så de kan kæmpe for, at retten til mad opfyldes på linje med andre basale menneskerettigheder.
Beslutsomhed og handling redder ikke alene menneskeliv, det er også almindelig sund fornuft.
Ifølge FN er det næsten hundrede gange billigere at forebygge end at behandle hungersnød i sult­plagede lande.
I Folkekirkens Nødhjælp er vi særligt godt rustet til denne opgave, fordi vi både arbejder langsigtet med fødevaresikkerhedsprogrammer og er hurtigt ude med akut nødhjælp, inden latente sultkriser eller konflikter udvikler sig til reelle katastrofer.
Løsningen på sultbekæmpelse er – måske ikke så overraskende – at skaffe mad.
Men der produceres allerede mad nok til alle, og derfor må vi kræve større politisk bevågenhed og handlekraft, hvis vi fortsat skal bevare drømmen om en verden ­uden sult.
