FN har i adskillige år slået alarm over for den manglende opfyldelse af FN's fattigdomsmål, også kaldet 2015-målene. Men de globale fødevare-, finans- og energikriser har bidraget med nye udfordringer, og jeg var derfor ikke specielt optimistisk, da jeg i slutningen af september deltog i FN's højniveaumøde om 2015-målene.
Den globale fødevarekrise havde i starten af året allerede kastet yderligere 75-100 millioner flere mennesker ud i hungersnød.
Omkring en milliard mennesker lider af sult og hungersnød, og to milliarder mennesker lider af fejl- og underernæring. Samtidig har Verdensbanken måtte erkende, at fremskridtene i den globale fattigdomsbekæmpelse er mindre end forventet.
Hele 1,4 milliarder mennesker lever under fattigdomsgrænsen svarende til 1,25 dollar om dagen, og 2,6 milliarder mennesker lever for mindre end to dollar om dagen.
Stigende fødevarepriser og fattigdom er en trussel mod alle de positive fremskridt, som er opnået inden for de øvrige 2015-mål.
Alligevel løber de rige lande fra deres egne løfter om øget udviklingsbistand til verdens fattigste.
Udviklingsbistanden har været faldende siden det foregående 2015-topmøde, som blev afholdt i 2005, og bistanden til Afrika er kun steget med omkring ni procent.
Men vi kan ikke tillade, at 2015-målene overlades til uambitiøse og fodslæbende statsledere.
Halvvejs mod målene må de folkelige organisationer fastholde og øge ambitionsniveauet og komme med nye konkrete ideer til, hvordan vi kan bekæmpe fattigdommen.
Det må være vores fornemmeste opgave at sikre, at 2015-målene forbliver verdens største vision og ikke ender som verdens største løgn.
Fordi alle mennesker har ret til et godt liv fri for fattigdom og sult.