© Susanne Hasmann
|
| Toun Soen og hans familie i 2010 |
”Vi har haft stor fremgang, men vi mangler stadig det sidste,” fastslår den 45-årige familiefar og landmand i landsbyen Chambak i Komping Speu-provinsen i det sydlige Cambodja.
Han kigger op på det nye halvtag, som er den seneste forbedring på hans hus. Egentlig havde han regnet med, at han skulle have bygget et helt nyt hus.
Materialerne havde han købt allerede for to år siden, da jeg sidst var på besøg.
”Men sidste år skulle min søn giftes, og vi måtte sælge to køer og to grise for at få råd til bryllup, og så var der ikke penge til at få bygget hus,” siger Toun Soen.
Filmen fortsætter
Det er sjette gang, jeg besøger familien.
Hver gang har Toun Soen mødt mig med et kladdehæfte under armen og en kugle­pen bag øret – et tegn på, at han som en af de få voksne i landsbyen kan læse og skrive.
Men nu spørger han mig for første gang med et nysgerrigt smil:
”Hvorfor interesserer du dig egentlig så meget for os, så du bliver ved med at komme tilbage hertil?”
Jamen det gør jeg jo, fordi vi for 12 år siden lavede filmen ”En flygtning vender tilbage,” som handlede om ham og hans familie.
Og samtidig repræsenterer familien de tusindvis af fattige familier i Cambodja, som kæmper en daglig kamp for at få tilværelsen til at hænge sammen, og for at deres børn skal få et bedre liv, end de selv har haft.
Forfra efter 17 år i eksil
© Lisbeth Engbo
|
| Toun Soen og hans familie i 1997 |
Første gang jeg mødte Toun Soen og hans kone Sabon var i 1997, få måneder efter de var vendt hjem efter 17 år i en lejr for internt fordrevne under borgerkrigen.
De havde mødt hinanden i lejren, hvor også deres fire børn var kommet til verden.
I alle de år havde Toun Soen drømt om at vende tilbage til landsbyen, hvor han var vokset op.
Endelig i 1996 stoppede krigshandlingerne, og Toun Soen kunne tage hjem med sin familie.
Men det var en hård tid, der ventede dem. Alle huse var brændt ned. Rismarkerne var groet til med træer og buske, som først skulle ryddes, før de første risplanter kunne plantes ud.
I starten boede de under en blå presenning, som de havde fået udleveret af Folkekirkens Nødhjælps samarbejdspartner, LWF.
Så boede hele familien i en etværelses træhytte på otte kvadratmeter.
Vand måtte de hente i en nærliggende flod, malaria var en evig trussel, og det var sjældent, de kunne spise sig helt mætte.
De to forældre så magre og udslidte ud.
Men der var alligevel smil på Toun Soens læber.
Han havde endelig fået sit hjem tilbage, og han turde nu begynde at have ambitioner for fremtiden.
”Jeg drømmer om, at alle mine børn skal gå i skole, og at jeg kan få en god høst og servere kokosnødder, som jeg selv har dyrket. Men jeg er ikke sikker på, vi kan få lov at leve i fred", sagde den bekymrede bonde, der som ganske ung havde oplevet, at mennesker, han kendte, blev stillet op på række og skudt af de Røde Khmerer.
Død af malaria
© Lisbeth Engbo
|
| Toun Soen og hans familie i 1998 |
Et par år efter, da jeg for anden gang mødte familien, stod rismarkerne grønne og frodige, men der var ingen, der smilede.
Deres yngste datter Saphon på bare fire år var død af malaria, ganske kort tid efter hun var blevet storesøster til den lille fyr, der nu havde taget pladsen på mors skød.
Helt tilfældigt havde jeg et billede af den lille pige, taget under mit første besøg.
Der blev dvælet længe med tårefyldte øjne og nænsomme fingre på det lille farvefoto.
Materielt havde familien fået det bedre. Huset havde fået en lille tilbygning.
Hele familien sov nu under myggenet, og de havde nu et ekstra sæt tøj, som de iførte sig, inden de stillede op til et familiebillede med en funklende ny paraply, hævet som et trofæ over deres hoveder.
Tre børn i skole
I 2001 gjorde nye broer og en solid grusvej det mange gange hurtigere at køre ud til landsbyen Chambak.
Toun Soen fortalte glad, at tre af hans børn nu gik i landsbyens skole. Han viste mig den simple træbarak med bliktag, som var sponseret med penge fra Folkekirkens Nødhjælps sogneindsamling.
© Lisbeth Engbo
|
| Toun Soen og hans familie i 2010 |
På vej tilbage til huset passerede vi landsbyens nye vandpumpe. Det var slut med at hente drikkevandet i den grumsede flod. Men Toun Soen var træt og udslidt.
”Vi arbejder dagen lang for at skaffe mad nok til alle. Men vi har kun ris nok til otte måneder. Resten af tiden må vi spise mindre og supplere med bananer og kartofler.”
For hver gang jeg har besøgt familien Soen, er der sket forbedringer i deres liv. Det på trods af, at de har måttet slås med både mangel på mad og nye anfald af malaria.
Forbedringerne skyldes først og fremmest, at de selv har arbejdet ekstremt hårdt gennem alle årene.
Og så har de været åbne over for nye initiativer, som er dukket op. De er med i landsbybanken, hvor de har lånt penge til at købe høns, grise og køer.
De har andel i risbanken, hvor de i de magre måneder kan låne ris, som de betaler tilbage igen efter høsten.
Og Toun Soen har sammen med andre i landsbyen etableret en stor køkkenhave tæt ved floden, hvor de sammen dyrker grønsager – til eget forbrug og til at sælge på markedet.
Både fremgang og modgang
”Vi har haft en masse fremgang, siden vi kom tilbage fra flygtningelejren. Men ind imellem har vi haft modgang,” siger Toun Soen.
Lige nu slås han og de andre i landsbyen for at få de 100 hektarer jord tilbage, som en forretningsmand pludselig har gjort krav på.
Noget der hyppigt sker i Cambodja, hvor kun de færreste småbønder har skøde på deres jord. Men han har aldrig overvejet at søge lykken i byen i stedet for det hårde liv på landet.
”Der er ikke jord nok inde byen, og vi kan ikke klare os uden jord, for vi er jo bønder,” fastslår Toun Soen.
Jeg vender mig om mod Sabon for at høre hendes mening.
Men selvom hun både smiler og snakker mere, end hun har gjort under mine tidligere besøg, kigger hun nu bare tavst hen på sin mand. Han tjatter til hende med armen, og hun tjatter fnisende tilbage.
”Hun er for genert. Men hun ser bedre ud, end hun gjorde før i tiden,” siger han grinende, og så vender han sig om mod mig, ”og det gør du for resten også,” siger han.
Så er der ikke tid til mere snak. Sabon skal i gang med aftensmaden, og Toun Soen skal over og hjælpe med at vande kål- og aubergineplanter.
Før jeg rejser videre, viser han mig stakken af brædder og stolper, der i over to år har ligget byggeklar.
”Næste gang du kommer, skal du se vores nye hus,” siger han forhåbningsfuld.