|
| Jørgen Harboe har både været menneskerettighedsobservatør i Rwanda og forbindelsesofficer mellem De tamilske Tigre og de nordiske våbenhvileobservatører i Sri Lanka. Men han har først og fremmest arbejdet freelance som u-landsjournalist og forfatter. Foto: Casper Thorsøe |
For nylig skænkede Jørgen Harboe 10 millioner kroner til en ny pulje med oplysningsmidler, som Folkekirkens Nødhjælp skal administrere.
Nogle har sikkert undret sig over, hvorfor en privatperson giver så mange penge væk til netop u-landsoplysning. Men for Jørgen Harboe var det en naturlig beslutning:
”Jeg har de seneste 40 år beskæftiget mig med den tredje verden, og den har en lige så stor plads i mit liv som min familie.”
Pengene har han fra salget af sin fars medicinalvirksomhed. Og det er ikke nogen tilfældighed, at den 64-årige u-landsjournalist netop har valgt, at de skal bruges til oplysning og ikke til for eksempel et bestemt projekt.
”Alle andre giver til projekter. De synes, deres penge skal gå til de små børn i Afrika, og det er bestemt i orden. Men oplysning er en vigtig del af bistanden. Det kan da godt være, at en fattig dreng er ligeglad med, hvem der har givet ham mad. Men dem, der giver, skal vide, hvorfor drengen er fattig, hvilke konsekvenser det har for ham. For u-landsbistand bør bygge på mellemfolkelig forståelse.”
Regeringens blindgyde
Jørgen Harboe er både utilfreds med regeringens nedskæring af oplysningsmidlerne og dens politik ude i verden.
”I dag befinder vi os i en fuldstændig blindgyde. Krigsførelse og bistand bliver kombineret, og det fører ingen steder hen. Det kan da godt være, at børnene bliver glade, når soldaterne giver dem karameller, men de voksne kan godt gennemskue, hvad der foregår. Intet hverken på Balkan, i Irak eller i Afghanistan har vist mig, at problemerne er blevet løst ad den vej.”
Til det lidt flabede spørgsmål om Jørgen Harboe ikke bare er en gammel 68'er, svarer han ”jow,” for han var 25 år dengang.
Men det betyder ikke, at han mener, at alt bare var bedre før i tiden. Han ved mere end de fleste om den danske bistands op- og nedture, for han har fulgt den stort set lige fra dens unge år.
Biafra-krigen gjorde indtryk
Det var i 1968, og der var borgerkrig i Biafra – det der i dag kaldes Nigeria. Fjernsyn var efterhånden blevet hver mands eje, og for første gang kom billeder af børn med udspilede maver ind i de danske dagligstuer.
|
| Folkekirkens Nødhjælp har flere gange haft fornøjelsen af hans arbejdskraft. Blandt andet i 1970, da et jordskælv ramte Peru.
Da blev han sendt med propelfly fra Skotland til det latinamerikanske land. Flyet var blevet til overs efter Biafra-operationen. Jørgen Harboe fortæller: |
Samtidig var der en mand, der hed Viggo Mollerup. Han var generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp, og han fik den ide at lave en luftbro til de sultende i Biafra under mottoet ”Fly now, pray later”. Det blev en farefuld, men også vellykket aktion.
Den ikke blot revolutionerede Folkekirkens Nødhjælp og påvirkede dansk katastrofehjælp fremover, den gjorde også stort indtryk på Kristeligt Dagblads unge journalistelev.
For her sad Jørgen Harboe bag skrivemaskinen og var allerede på det tidspunkt opslugt af at dække u-landsstoffet.
Interessen blev vakt helt tilbage i de første klassetrin på den skole i København, hvor han voksede op.
Det var i begyndelsen af 50'erne, før der overhovedet var noget, der hed dansk u-landsbistand. Hjælpen bestod primært i at sende missionærer ud.
”Jeg havde en kristen skrivelærerinde, som gjorde os børn interesserede i de varme lande. Vi fik læst op af OTA Solgryns bøger. Det var de der tårepersende historier, som handlede om den lille slavedreng, der frelser sin herre fra et vildt dyr. Det kan man jo godt grine lidt af i dag, men historierne lærte mig, at der var en verden udenfor.”