|
| Fatmire Uka har lært sig arabisk på kun et år |
Fatmire Uka slapper af i en sofa på Skive Kaserne efter en lang dag med undervisning og praktiske øvelser.
Hun er senior teknisk rådgiver på Folkekirkens Nødhjælps minerydningsprogram i Libanon og i Danmark for at dygtiggøre sig i ammunitionsrydning.
Hun er den eneste kvinde på kurset:
”Det handler ikke så meget om at være fysisk stærk i et traditionelt mandefag, men mere om sund fornuft og en stærk vilje,” forklarer hun og fortsætter:
”Der er intet i denne verden, som en kvinde ikke kan gøre ligeså godt som en mand. Det er jeg fuldstændig overbevist om. Men det kræver, at kvinden ofte må arbejde hårdere end manden for at nå ligeså langt.”
Krigen i Kosovo var årsag til, at den nu 31-årige kosovo-albaner kom til at arbejde med minerydning. Hun var ellers i gang med lægestudiet, men det blev afbrudt, da krigen brød ud i 1999.
”De to verdener ligger ikke så langt fra hinanden, for i begge drejer det sig jo om at hjælpe mennesker i nød,” smiler hun.
Da krigen var ovre, hørte hun gennem en ven om Folkekirkens Nødhjælp, som var begyndt at rydde miner i det nordvestlige Kosovo.
Der var brug for en tolk. Fatmire Uka blev ansat til at oversætte, når lokale mineryddere skulle oplæres.
Snart bad hun om at blive en del af rydningsholdet, selv om det var noget mere risikabelt at sidde på alle fire og stikke i jorden med en metalpind end at tolke på behørig afstand af minerne.
”Jeg kunne se i deres ansigter, hvor spændte og glade de blev, når de fandt en mine. Det gav ligesom mening, og den følelse ville jeg også gerne have,” forklarer hun.
Respekt er vigtigt
|
| Fatmire Uka med sit minerydningshold |
Kort efter Fatmire Uka havde lært at rydde miner, blev hun udnævnt til lokal leder af et minerydningshold. Og da arbejdet i Kosovo var afsluttet, fulgte hun med til Albanien, hvor der også var udlagt miner.
Her steg hun i graderne til supervisor og fik dermed ansvar for alle lokale holdledere.
For godt et år siden flyttede hun så til det sydlige Libanon, hvor klyngebomber og anden ueksploderet ammunition ligger spredt efter krigen.
Inden rejsen brugte hun en del tid på at læse om den mellemøstlige kultur for at være så godt klædt på som muligt. Hun spekulerede også på, om hun ville få problemer på grund af sit køn.
”Forholdene er jo ikke som i Europa, hvor vi er mere vant til kvindelige ledere. Derfor ville mændene måske ignorere mig eller forvente, at jeg bar tørklæde.”
Fatmire Uka blev imidlertid godt modtaget, og hun tror, at det blandt andet skyldes, at hun gør meget ud af at vise sine medarbejdere respekt, når det gælder levevis og religion.
”Det er også vigtigt at holde en distance og ikke tro, at man skal være venner med dem. Man skal skelne mellem arbejde og fritid.”
Fejl er udelukket
|
| Minerydningen i Libanon |
Arbejdsdagen i Libanon begynder klokken 5 om morgenen med møder.
Derefter tager Fatmire Uka med sit hold ud for at identificere, fjerne eller sprænge klyngebomber indtil klokken bliver 18.
Aftnerne bruger hun på at gå 12-15 kilometer rundt i byen og langs stranden for at stresse af.
”Det er barsk at lede et minerydningshold, for en enkelt fejl kan få katastrofale følger,” siger Fatmire Uka, der har været vidne til flere mineulykker, da hun arbejdede i Kosovo og Albanien. Da kostede det enten en fod eller et ben hos de ramte.
”Vi var alle meget påvirkede, når der skete en ulykke, men ingen af os tænkte på at kvitte arbejdet. Tværtimod. Når det værste chok var ovre, var vi næsten endnu mere opsatte på at komme ud og få ryddet et område.”
Forældrene og de fem søskende hjemme i Kosovo har haft svært ved at forstå hendes valg. De blev, som Fatmire Uka udtrykker det, ”fuldstændig tossede”, da hun som 22-årig fortalte, at hun ville være minerydder.
Familien har nu accepteret det, men hver eneste dag sender forældrene en sms for at høre, om hun er okay. Familiens bekymringer får dog ikke Fatmire Uka til at overveje et jobskifte:
”Det er det her, jeg vil. Og hver gang jeg kan se, at der er noget, jeg kan blive bedre til, gør jeg, hvad jeg kan, for at blive dygtigere.”
