sms

nød

til

1277

og støt med

150 dkk

(+ alm. trafiktakst)

Det er små ting, folk har brug for
Print
Tavlen blev ikke vasket ren mellem de forskellige grupper, da bølgerne den 26. december sidste år ramte Sri Lankas kystområder
11.11.2005 af Peter Høvring

Tsunamien skyllede ind over et land i splid med sig selv. Mere end tyve års borgerkrig i Sri Lanka blev kun glemt i kort tid. Siden tsunamien har der været 190 politisk motiverede mord.

"Vi har både singhalesiske og tamilske partnere, og vi samarbejder med det lokale kirkeråd. Desuden hjælper nogle af vores partnere også i områder med muslimer."

Sådan siger Cecilie Winther, Folkekirkens Nødhjælps regionale repræsentant på Sri Lanka, som har ledet Folkekirkens Nødhjælps indsats i landet.

"Det er et etnisk morads. Der er en enorm mistillid mellem de forskellige befolkningsgrupper, og der går mange rygter om skæv fordeling af tsunami-hjælpen. Derfor er det vigtigt for os at være åbne overfor alle om, hvordan vi hjælper," siger hun.

Vigtigt at tale de lokales sag

Det er begyndt at tynde ud i de mange udenlandske hjælpeorganisationer på Sri Lanka. Pengene er sluppet op, så de forlader landet. Det giver et øget pres på de organisationer, som har et længere perspektiv.

"Vi havde en landsby, hvor den organisation, som drev vandforsyningen, pludselig rejste. Hvad skulle de så gøre? Da var vi nødt til at gå ind og lægge pres på myndighederne for at ordne forholdene," siger Cecilie Winther.

Folkekirkens Nødhjælp har i dag hjælpearbejde 50 steder på Sri Lanka. Det er både landsbyer og midlertidige lejre.

"Vi prøver at følge op på familierne og opfordrer vores partnere til også at blive fortalere for folk på de steder, hvor de arbejder. Vi slipper ikke folk de steder, hvor vi er," siger Cecilie Winther.

Det er en gammel kultur, som holder til langs stranden. Den består af fiskere og daglejere i fiskeindustrien. Mange steder på østkysten lå husene indtil 8-10 meter fra kysten. Men regeringen har indført en bufferzone på 200 meter for at undgå gentagelser.

"Det er meget problematisk. Mange steder bor fiskerne på en smal strimmel jord mellem havet og nogle mangrovesumpe. De kan ikke uden videre rykke ind i landet, hvor andre ejer jorden," siger Cecilie Winther.

Derfor har man lavet midlertidige lejre flere kilometer inde i landet. Men da jordspørgsmålet stadig er uafklaret, bliver der ikke udstedt byggetilladelser, så den egent-lige genopbygning lader vente på sig..

Sagen trækker ud, og det er urealistisk at forestille sig, at regeringen som lovet kan bygge de mellem 60 og 90.000 huse, der er behov for inden for de næste par år, mener Cecilie Winther.

Tilbage ligger resterne af fiskernes huse på stranden som spøgelsesbyer.

"Nu er selv hundene holdt op med at søge efter noget af interesse," siger Cecilie Winther.

I de midlertidige lejre bor folk meget tæt, og der er ikke mange muligheder for privatliv. Det sætter sit tydelige præg.

"Der er simpelthen en verden til forskel på de steder, hvor folk bor tæt i lejre og der, hvor folk kunne bygge på de gamle fundamenter.

Det sociale netværk er intakt, og der er en positiv stemning. Der er en meget stor forskel i attitude, selv om folk har fået den samme mængde hjælp," siger Cecilie Winther.

Der er ikke længere mangel på både i Sri Lanka. Derfor satser Folkekirkens Nødhjælp på at hjælpe befolkningen i gang med hønsehold og mikrokreditter, så de kan åbne en forretning eller et lille værksted, så de kan arbejde, tjene penge og på den måde komme til at klare sig selv.

"Det er små ting, folk har brug for. Fiskehandleren skal have en cykel, så han kan komme omkring og sælge sine fisk, kvinder der laver de traditionelle kniplinger, skal have redskaber og materialer, og rebslagerne skal have hjælp til nye maskiner," siger Cecilie Winther

Det kan betale sig at investere i de fattige. Cecilie Winther anfører, at 96 procent af lånene bliver betalt tilbage som aftalt.

Andre steder er det ikke let for folk at hævde deres rettigheder. Alle deres papirer er væk, de har mistet deres ejendele og deres jord. En af Folkekirkens Nødhjælps partnere støtter folk, når de skal skaffe nye papirer.

Beredskab fungerede

Selv om ødelæggelserne var omfattende, og arbejdet med genopbygningen er gået trægt, er Cecilie Winther meget tilfreds med indsatsen.

"Det var dejligt at være en del af et system, hvor tingene fungerede, og hvor alle var fleksible i den første kaotiske tid. Der gik ikke mange dage, før vi havde penge i landet og kunne begynde at gøre noget," siger hun.

Der var et godt partnerskab med de lokale organisationer og en gensidig loyalitet. Det har sine fordele, når det brænder på. Når man har et godt system i ryggen, kan vi rykke hurtigt.

Og så kan man også sagtens arbejde 14 timer i døgnet, som vi gjorde den første tid," siger Cecilie Winther.


Giv et bidrag

sms

sult

til

1277 

og støt med

50 dkk 

Artikler ud fra emne