Første gang man besøger Kirgistan, overraskes man ofte over at se et tilsyneladende velorganiseret samfund: Murstenshuse, asfalterede veje og kæmpestore landbrug.
Men medaljen har en bagside, og den reelle fattigdom er skjult bag den gamle, sovjetiske facade.
Langsomt får man øjnene op for befolkningens virkelighed: Det sociale system, der faldt bort, korruptionen, en regering der laver love, men ikke er i stand til at føre dem ud i livet, en udslidt infrastruktur og en energikrise, der betyder mangel på vand, varme og elektricitet selv i den iskolde vinter.
Kirgistan og de øvrige centralasiatiske lande deler skæbne efter 70 års fælles sovjetstyre, som etablerede en infrastruktur, men samtidig skabte en afhængighed og gjorde folk passive.
Derfor var Centralasien under sovjettiden en af de fattigste og mest undertrykte regioner i Sovjetunionen.
Efter løsrivelsen i 1991 gik udviklingen den forkerte vej. I dag rangerer Kirgistan lavere end lande som Honduras og Sri Lanka i FNs fattigdomsindeks.
Og at reparere et system har vist sig at være endnu sværere end at begynde helt forfra.
Alligevel er der håb for befolkningen om at skabe et retfærdigt og anstændigt samfund.
Hvilket er det, som Folkekirkens Nødhjælp og de lokale partnere har arbejdet på det seneste årti.
Vi støtter initiativer til at mobilisere folk i selvhjælpsgrupper og til at forbedre uddannelse og levevilkår for udsatte børn, fattige tilflyttere samt pensionister.
Men vigtigst lige nu er at opmuntre folk til at tale deres egen sag, samarbejde kritisk og konstruktivt med myndighederne og deltage i reformprocesserne.
Og det er muligt! For Kirgistan er det mest demokratiske land i Centralasien, og med sin centrale beliggenhed bidrager det væsentligt til den politiske stabilitet i regionen.
Faktisk er Kirgistan det eneste land i verden, som er vært for både en russisk og en amerikansk militærbase.
Folkekirkens Nødhjælps tilstedeværelse er derfor af stor betydning, ikke kun for Kirgistan, men for udviklingen i hele Centralasien.
Tatiana Kotova, Regional Repræsentant i Centralasien
