I 2001 fik Folkekirkens Nødhjælp mistanke om uregelmæssigheder i regnskaberne hos en palæstinensisk samarbejdspartner, menneskerettighedsorganisationen LAW. Det fik Folkekirkens Nødhjælp og andre støtteorganisationer til at iværksætte en undersøgelse, som bekræftede mistanken. I januar i år blev direktøren for LAW sigtet for svindel.
”Der er altid en risiko for misbrug, men heldigvis sker det sjældent. Og den aktuelle sag viser, at sikkerhedsforanstaltningerne i vores samarbejdsrelationer virker,” siger Elsebeth Krogh, leder af Folkekirkens Nødhjælps internationale arbejde.
Folkekirkens Nødhjælp stiller en række krav for at indgå samarbejde med en udenlandsk organisation. Organisationen skal have en uafhængig bestyrelse, en klar forretningsorden og en internationalt anerkendt revisor. Endvidere skal organisationen sende projektforslag og budget til Folkekirkens Nødhjælp for at få økonomisk støtte. Mens projektet løber, kontrolleres organisationens regnskaber – men eventuel svindel bliver sjældent afsløret her.
Uregelmæssigheder opdages ofte via rygter. Når medarbejdere fra Folkekirkens Nødhjælp mindst en gang om året besøger samarbejdspartnerne for at se, hvordan projekterne forløber, bliver andre organisationers vurdering af de enkelte partnere hørt. I lande, hvor Folkekirkens Nødhjælp har en regional repræsentant, er informationsniveauet endnu højere.
”Jeg tror ikke, at vi undgår svindel ved at stramme kontrollen yderligere. Det er samtale og tæt partnerskab, der øger den gensidige ansvarlighed. Jo tættere man er på sin partner, jo lettere er det at tage eventuelle uregelmæssigheder i opløbet, ” siger Elsebeth Krogh.
JUTTA WEINKOUFF/Dca
