”148 kroner, tak,” siger kassemanden i tax free-shoppen i lufthavnen smilende til mig, mens jeg endnu en gang ærgrer mig over, at min deodorant blev konfiskeret fra min håndbagage i sikkerhedstjekket.
”148? For en deo? Glem det,” siger jeg og tilsidesætter hensynet til mine rejsefæller og de mange timer uden bad forude i flyet på vej til Cambodja sammen med en gruppe frivillige indsamlingsledere fra Folkekirkens Nødhjælp.
48 timer senere og lettere perspirerende i en cambodjansk landsby står det lysende klart for mig, at 148 kroner kan ændre livsbe­tingelserne for en hel familie.
Her handler det om at få mad på bordet. Her slår høsten oftere fejl end tidligere på grund af klimaforandringerne. Her rammer sulten i flæng, og den rammer de fattige allerhårdest.
Ud af en befolkning på cirka 14,8 millioner lever godt fem millioner cambodjanere for under fem kroner om dagen, hvilket i bedste fald kan holde en fattig familie i live.
Men med din og min hjælp kan Folkekirkens Nødhjælp skabe muligheder for udvikling i fattige lande som Cambodja.
For 150 kroner – et par kroner mere end en dyr deodorant – kan tilværelsen for fattige cambodjanere ændres drastisk.
Giv en kvinde et mikrolån til noget såsæd og nogle redskaber, så hun kan dyrke sin lille jordlod.
To måneder senere høster hun tre gange og er sikret mad til eget forbrug samt en pæn indtægt på det lokale marked.
Giv en mand et mikrolån, så han kan etablere et knallertværksted. Giv ham en kasse brugt værktøj, en kompressor og lidt materialer. På ingen tid vil han kunne skabe en indkomst på knallerter – for tro mig, der er rigtig mange knallerter i Cambodja.
Der skal dog et par deodoranter mere til for, at en landsbybonde kan sikre sin families fremtid.
Men giv ham et kursus, noget rådgivning og nogle midler til at opføre et dambrug. Giv ham to betonkar, en lille vandtank, fiskeyngel og foder og en udgravning til en fiskedam. Og få måneder senere springer fiskene i dambruget i bondens baghave, og hans families fremtid og hans børns skolegang er dermed sikret. Bonden selv leverer gratis fiskeyngel og rådgivning til nye dambrugere i hele landet. Det er hans måde at betale tilbage på.
Det er dit valg - Deo eller dambrug? Ring på 80 60 80 60 og meld dig som indsamler søndag den 7. marts for Folkekirkens Nødhjælp. Ring på dørene rundt i det danske land og fortæl, at 150 kroner kan ændre en families livsbetingelser – varigt.
af CARSTEN JUUL NIELSEN frivillig indsamlingsleder ved sogneindsamlingen 7. marts
