|
| Foto: Kit Halding |
Da Rahimas mand døde, ville hans fætter, Ibrahim, ikke ”arve” hende. Han vidste nemlig, hvad Rahimas mand døde af
Hvis det bliver kendt, at man er hiv-smittet, er man færdig i Etiopiens små landsbysamfund. Folk undgår én, venner og hjælpere trækker sig bort, ens børn falder ud af det gode selskab.
Det ved Rahima og hendes afdøde mands fætter, Ibrahim, om nogen. De har båret på en dyster hemmelighed i mere end 10 år. Alligevel siger de ja til – i dybeste diskretion – at møde to medarbejdere fra Folkekirkens Nødhjælp.
For at undgå sladder mødes vi i et diskret beliggende, mørklagt lokale allerinderst i det lokale gæstgiveris gård. Rahima og Ibrahim er allerede kommet, da vi når frem. Ibrahim bærer kalot og har skæg, og Rahima er tilsløret efter from muslimsk skik.
Kun øjnene er fri bag den sorte ansigtsmaske, og hendes tildækkethed bidrager til følelsen af, at mødet ikke er uden mulige omkostninger for hende.
En stærk sygdom
Ibrahim fører ordet. Rahima sidder ganske stille og kigger ned i gulvet.
”Min fætter og jeg har kendt hinanden altid. Vi var soldater sammen i krigen og hinandens bedste venner,” fortæller Ibrahim. Han kom ofte hos fætteren og hans kone og børn, og han trådte til, da fætteren efter lang tids svagelighed blev så syg, at han skulle på hospitalet.
”Han er stærk. Men det er sygdommen også,” sagde de til mig på hospitalet. Jeg anede ikke, hvad de mente. Da de slog min hånd væk, fordi jeg ville trøste ham, fik jeg mine tanker,” fortæller Ibrahim.
Fætteren døde, før de fik de endelige prøvesvar. Men Ibrahim havde en grum mistanke.
Enker arves
Rahima var 26, da hendes mand døde. Hun og hendes to børn – og det, hun havde i maven – skulle ifølge etiopisk tradition arves af en af hendes mands slægtninge.
Ibrahim vidste, at hun helst ville arves af ham, selv om han allerede havde kone og seks børn. Men han turde ikke tage hende til sig på grund af sin mistanke.
I stedet blev hun givet til en anden slægtning, som tog hende, selv om Ibrahim diskret forsøgte at advare om sygdommen. Rahima blev boende i sit hjem med den nye mand som beskytter og formynder.
Ibrahim snakkede forsigtigt med den nye mand om det fornuftige i at bruge kondomer og begyndte at købe kondomer til ham.
Efter lang tids pres begyndte manden at bruge dem, når han var sammen med Rahima. Men ikke sammen med sin første kone – det var jo en helt anden sag!
Lavinen ruller
Så blev Rahima syg. Rigtig syg.
Rahima vrider sig bag sløret, mens Ibrahim fortæller. Det er umuligt at vide, hvad hun tænker, mens han udlægger hendes historie.
”Jeg havde lovet min fætter at tage mig af Rahima. Derfor bragte jeg også hende til hospitalet, da hun blev syg,” fortsætter Ibrahim.
Rahima viste sig at være hiv-positiv. Hiv-smittede kan få gratis ARV-medicin af staten, men medicinen udleveres kun for korte perioder ad gangen fra hospitalerne i byerne.
Rahima havde ikke råd til at tage bussen frem og tilbage for at hente medicinen. Det meste af familiens kvæg var blevet solgt, da hendes mand var syg, det sidste da hun selv blev syg.
Hjælpen kom i form af diskrete kørselspenge fra Mekane Yesus Kirkens aids-projekt.
Kampen mod aids
Ibrahim oplevede, hvor meget hans fætter led, før han døde. Han ved, at Rahima er smittet. At hendes nye mand sikkert også er det.
At den nye mand sandsynligvis har smittet sin første kone. Og hvor mange forældreløse børn, der kan komme ud af hele miseren.
Det har gjort ham til en af de mest engagerede aids-bekæmpere i området. Han har taget flere kurser i Mekane Yesus Kirkens aids-projekt, er med til at arrangere oplysningsmøder om sygdommen i hele området og opfordrer folk til at lade sig teste.
Da Ibrahim har gjort rede for sin rolle i historien, forlader han lokalet, for at Rahima kan tale frit.
Folk snakker
Da vi kun er kvinder tilbage i rummet, trækker Rahima forsigtigt ansigtsmasken af.
Hun er meget smuk bag sløret. Med triste øjne rettet mod gulvet fortæller hun lavmælt om, hvordan en kvinde arves, når hendes mand dør.
”Min mand havde slægtninge, der stod ham nærmere end Ibrahim, men dem ville jeg ikke have,” fortæller hun. Heldigvis foreslog andre hende at holde sig til Ibrahim, så hun ikke selv skulle bringe ideen op. Men han ville ikke have hende.
Det gav rygter.
Til sidst var hun nødt til at acceptere sin nuværende mand for at få folk til at holde op med at snakke. Det er den nye mands opgave at forsørge hende og børnene, bl.a. ved at dyrke den jord, han har arvet sammen med hende.
Men han er for syg til at arbejde særlig meget, og han har i forvejen kone og børn, han skal forsørge.
Den største frygt
Selvfølgelig er Rahima bange for at blive syg igen og at dø. ”Det, jeg frygter mest, er at dø, og der så ikke er nogen til at tage sig af mine børn,” siger Rahima.
Hendes nuværende mand er syg. Og selvom hendes døde mands brødre og slægtninge har en forpligtelse over for børnene, er de alle meget fattige.
Vi sidder tilbage med et brændende spørgsmål: Er hun skuffet over Ibrahim, fordi han ikke ville have hende og efter alt det, der er sket? Nej, det er hun ikke.
”Han hjalp mig, da jeg var så syg, at jeg var lige ved at dø. Og hvis jeg skal ønske mig noget, er det mere hjælp til mit helbred, så jeg kan blive længst muligt hos mine børn,” siger Rahima uden tøven.