2006 blev et år uden de helt store mediedækkede katastrofer. Men det var i høj grad de stille vedvarende katastrofers år.
I Darfur i Sudan har regeringsstøttede militser drevet omkring to millioner mennesker på flugt. I Mellemøsten lider den palæstinensiske civilbefolkning stadig under undertrykkelse og arbejdsløshed. Hiv/aids-epidemien breder sig stadig, og den medicin, der kan holde sygdommen i ave, er ikke tilgængelig for det store flertal af de smittede. Slet ikke for de fattigste.
Svaret er ikke bare mere bistand, selvom den i sig selv er vigtig. Der kræves også, at nogen handler. Derfor må Folkekirkens Nødhjælp både yde konkret økonomisk hjælp og påtage sig en fortalerrolle for at holde dem, der har magten, fast på deres ansvar for at gøre noget ved problemerne.
Flot indsamlingsår
2006 blev et rekordår med hensyn til u-landsindsamlinger. Syv gange kom der indsamlere til folks døre som et direkte resultat af regeringens nedskæringer og krav om, at organisationerne selv betaler 10 procent af bistanden. Men giverviljen var stor, og tusindvis af indsamlere nåede et flot resultat ved sogneindsamlingen – og tilmed én gang til i 2007.
2006 vil blive husket for "Giv en ged"-kampagnen. Jeg tror, den blev så populær, fordi den med humor ramte os lige der, hvor vores overflod er helt tydelig. Men det allervigtigste var, at vi fandt en populær og folkelig formel, der skaffede penge til den langsigtede indsats.
Rekord var der også på genbrugsområdet. Fem nye butikker kom til, og jeg var selv med til en festlig åbning af den første på Færøerne.
Det er ofte de frivillige, der er i frontlinjen og må forklare, hvorfor hjælpen ikke kun handler om penge, men at vi også må gå i brechen for de mennesker, der rammes af sult, fattigdom, undertrykkelse og uretfærdighed.
Derfor vil jeg gerne slutte med en stor tak til alle frivillige, til giverne, partnerorganisationer og til medarbejderne både hjemme og ude. Uden alle jer gik det ikke!