I alle samfund er der mennesker, som gerne vil ekskludere andre mennesker.
Nogle vil af med de handicappede, andre vil udrense romaerne eller slippe for Jehovas Vidner og homoseksuelle.
Nogle vil af med dem, der udfordrer magten eller dem, der ikke kan læse og skrive.
Sådan har det været til alle tider – og i alle dele af verden. Hitlers Tredje Rige, hvor især jøder men også sigøjnere, homoseksuelle og handicappede blev udryddet, er et velkendt eksempel på, at nogle mennesker ikke blev regnet for ligeværdige med andre.
Netop de historiske – og nutidige eksempler – på udrensninger af bestemte grupper er den vægtigste årsag til, at vi alle bør hylde demokratiet, siger Lene Andersen, forfatter, foredragsholder og stifter af konceptet democracy-handbook.org.
”Kun én styreform bygger på den fundamentale idé, at alle mennesker er lige og har samme rettigheder. Og det er demokratiet. Derfor er demokrati så fantastisk. Og derfor skal vi stræbe efter at skabe demokrati i alle lande – også i u-lande,” siger hun.
Pind-støtte til demokratisering
Helt i tråd med den holdning falder udviklingsminister Søren Pinds udviklingsstrategi, som han præsenterede i foråret.
Den har fokus på frihed, demokrati og menneskerettigheder.
Pind, der betegner sig selv som ”frihedsminister”, vil give verdens fattigste mere end mad på bordet. Han vil give dem ret til frihed fra fattigdom, ret til frihed fra undertrykkelse og ret til at være aktive deltagere i deres eget samfund. Frihed er ikke bare noget for os i Vesten, har ministeren slået fast.
Derfor er det en hovedmålsætning i dansk bistandspolitik at støtte demokratisering, en åben debat, respekt for menneskerettigheder, folkelig forandringskraft og god regeringsførelse, lyder det i den ny strategi.
Ikke nemt at indføre demokrati
Men demokrati er ikke noget, man indfører i et land fra den ene dag til den anden, heller ikke i et udviklingsland – og heller ikke bare forbi vestlige demokrater mener, at det vil være rigtig godt for landets befolkning.
Det siger Martin Rosenkilde Pedersen, der er Folkekirkens Nødhjælps rådgiver i demokrati og god regeringsførelse.
I en række af verdens fattigste lande - og også i visse mellemindkomstlande som for eksempel Guatemala og Indien – fungerer en del af de basale politiske og statslige systemer ekstremt dårligt.
Retssystemer, politiet, skole- og sundhedsvæsen er ofte plaget af korruption og nepotisme.
Og oven i dette slås befolkningen mange steder med konflikter, katastrofer, sult og fattigdom.
Folk skal have stemme
Det stiller nogle særlige udfordringer i det humanitære udviklingsarbejde.
På den ene side skal man kunne give den konkrete hjælp, som de fattigste har brug for; for eksempel et stykke jord til en køkkenhave, kreditmulighed eller geder.
Og på den anden side skal udviklingsarbejdet også altid have ”rettighedselementet i sig” – altså handle om, hvorledes mennesker kan hjælpes til selv at kende og kæmpe for deres rettigheder og dermed få indflydelse på egen livssituation og deltage i forandringsprocesser i samfundet.
”Det er helt afgørende for udviklingen, at folk får en stemme. Derfor har alle Folkekirkens Nødhjælps programmer – også f.eks. fødevare- og hiv/aids-programmer - et element af demokrati- og civilsamfundsopbygning. Vores partnere arbejder både gennem lobbyisme over for regeringer og gennem fokus på menneskerettigheder og støtte til civilsamfundsorganisationer,” siger Martin Rosenkilde Pedersen.
Men det er en langsigtet proces, slår han fast, blandt andet fordi demokrati har svære kår selv i lande, der bryster sig af at være demokratiske.
Langt mellem teori og praksis
| Fra Paris til Accra |
|---|
| Accra-handlingsplanen (Agenda for Action) blev vedtaget på en global konference i Ghanas hovedstad i 2008 og er en opfølgning på Paris-deklarationen fra 2005, hvor verdens industri- og udviklingslande enedes om en mere effektiv, gennemskuelig og partnerskabsbaseret udviklingsbistand. |
”Man kan ikke tage for givet, at en befolkning har rettigheder i praksis, selvom det står sort på hvidt i landets forfatning. Det kan måske fungere nogenlunde i hovedstaden. Men ofte fungerer det ikke ude på landet, hvor de fattigste og marginaliserede grupper slet ikke er klar over, at de har rettig­heder,” fortæller Martin Rosenkilde Pedersen.
Ved at underskrive den såkaldte Accra-handlingsplan i 2008 har en række udviklingslandes regeringer ellers bundet sig til blandt andet at lade civilsamfundsorganisationer komme til orde.
Men sådan er det ikke nødvendigvis i praksis. Et eksempel er den etiopiske regering, der har lavet en ny lov om NGO’er, de ikke-statslige hjælpeorganisationer, som forbyder NGO’er at arbejde med menneskerettigheder.
”I Etiopien har Folkekirkens Nødhjælp derfor måtte omformulere de afsnit i vores programmer, som handler om støtte til menneskerettighedsarbejdet,” siger Martin Rosenkilde Pedersen.
Brug for en vagthund
Han understreger, at de humanitære organisationer dog ikke skal lade sig stoppe af forhindringer. For befolkningen i mange lande har brug for, at netop deres egne civilsamfundsorganisationer fungerer som en slags vagthund over for regeringen. Både når det gælder om at holde et vågent øje med, hvordan regeringen f.eks. forvalter statens penge. Og når det gælder om at kæmpe for at få f.eks. kvinders, børns eller mindretalsgruppers rettigheder på dagsordenen.
Et eksempel på en positiv og demokratisk forandringsproces, som dog også tager sin tid, har Martin Rosenkilde Pedersen med fra Zambia.
”I Zambia har vores partnere gennem en årrække lobbyet for at få flere kvinder i parlamentet. Det har indtil videre resulteret i, at Zambias regering har ratificeret en aftale i SADC-regi (Det Sydlige Afrikas Udviklingssamarbejde) om en kvote, som skal sikre 30 procent af pladserne i Zambias parlament til kvinder.”
”Det vil få stor betydning for kvinderne naturligvis, men også for befolkningen som helhed, fordi kvinder traditionelt har fokus på blødere værdier som f.eks. sundhed og uddannelse,” siger han.