Jeg dør uden medicin
Beauty Nambeye er hiv-positiv. På den ene side er hun heldig, fordi hun er blandt de 35.000 mennesker i Zambia, som får den såkaldte antiretroviral aids-medicin. Men på den anden side kan medicinen ikke stå alene. Beauty og hendes tre børn mangler ofte mad, så det kniber med at skaffe penge til busbilletten til hovedstaden Lusaka, hvor hun skal til kontrol en gang om måneden og få ny medicin udleveret.
"Hvis jeg har penge, køber jeg mad, selv om jeg skal hente min medicin," siger hun og indrømmer, at i sidste måned fik hun ikke sin daglige medicin i fire dage, fordi hun ikke havde råd til transporten.
Hvis medicinen ikke bliver indtaget regelmæssig er der stor sandsynlighed for at aids-patienterne danne resistens, og helbredet forværres med det samme.
"Hvis jeg ikke har mad i huset, drikker jeg en slags grød til mine piller. Min yngste søn sørger for, at jeg tager medicinen på det rigtige tidspunkt. Jeg har nemlig fortalt børnene, at jeg dør, hvis jeg ikke får medicinen," fortæller Beauty Nambeye, som er alene med tre børn.
Før hun fik medicinen, måtte børnene tage sig af hende og passe arbejdet i marken. I dag kan hun selv klare arbejdet, og børnene kan koncentrere sig om deres skole.
De uglesete
Guatemalas fattigste er stort set alle mayaindianere, og selv om landet bliver rigere og oplever stor vækst, fortsætter diskrimination og forskelsbehandling. De fattige bliver endnu fattigere.
Når man bevæger sig ud af hovedstaden og op i højlandet, møder man familier, der er udsultede og dybt forarmede. De samme maleriske maya-indianere, der bruges som trækplaster for turistindustrien, sulter i al stilfærdighed ude på landet.
"Mange af vore børn er døde, fordi vi ikke har haft ordentlig mad at give dem, da de var små," fortæller Griselda Vasquez, der bor i landsbyen Chicahalaj .
Hun har selv født syv børn, hvoraf de to døde som små.
Mange mayakvinder er analfabeter, og deres helbred skranter, fordi de ikke får mad nok.
"For kvinderne her er det et kæmpe fremskridt, at de kan organisere sig om noget så konkret som køkkenhaver, sundhedslære og andre aktiviteter, der giver dem en lille indtægt," fortæller Isabel Avilon, der er sundhedslærer i den lokale mayaindianske sammenslutning, AMMID.
200 sten om dagen
Klokken er kvart i ni om morgenen i landsbyen Mettur i den indiske delstat Tamil Nadu.
Vejen er fuld af gående og cyklende børn i skoleuniformer: hvide skjorter og mørkeblå shorts eller nederdele.
Sarawanen kender de fleste af dem, men i stedet for at hilse, vender han sig om og går væk fra vejen. Sarawanen er ni år og burde gå i tredje klasse, men i stedet slæber han mursten fra morgen til aften sammen med sin far og mor. Han bærer 2000 sten om dagen på hovedet. Tilsammen tjener familien omkring 11 kroner på en arbejdsdag.
Enkelte morgener får Sarawanen lov til at følge de andre børn i skole. Der er i de perioder, hvor familien ikke mangler penge til mad.
Den spinkle dreng deler skæbne med hundredetusinder af andre børn. Deres forældre kan ikke undvære lønnen, som er med til at skaffe mad på bordet. Generelt er børnene stolte af, at de hjælper deres familier, selvom de hellere vil gå i skole med de andre børn.