En brun kulør og lyse lokker i håret vidner om ophold under varme himmelstrøg. Men hvor andre nyudklækkede studenter ofte vælger den traditionelle rundrejse i USA, valgte Julie Fink at bruge fire måneder på at arbejde som volontør i Zambia.
"Jeg ville gøre noget. Man hører om så megen elendighed. Jeg ville ned og se det med egne øjne og være med til at gøre noget."
Oplevelserne i Zambia har præget Julie Fink for livet. Og de sidste par uger i februar har hun rejst rundt med Folkekirkens Nødhjælps "Aids-karavane", hvor tidligere volontører og frivillige rejser rundt i Danmark for at fortælle konfirmander og unge om hiv og aids.
"Nu, hvor jeg er kommet hjem, kan jeg slet ikke lade være med at fortælle om det. Alle oplevelserne fylder så meget i mig. Jeg vil bruge oplevelserne fremover til at fortælle folk om Zambia og om de vilkår, som mange fattige mennesker lever under," siger Julie Fink.
Inden Julie rejste til Zambia, var hun på Rønde Højskole, hvor hun og de andre volontører blev forberedt på fremmede kulturer og livssyn.
Rotter på loftet
Hverdagen i Zambia lå langt fra den, Julie kender i Danmark. Udover de primitive forhold var også mødet med den zambiske kultur en speciel oplevelse.
Der kunne ligge en høne i sengen, eller grisen kunne overraske hende når hun tog bad. Julie er opvokset på landet og er vant til lidt af hvert. Men én ting lærte Julie ikke helt at affinde sig med:
"Når jeg lagde mig i min seng og skulle sove, kunne jeg høre noget, der puslede oppe ved loftet. Min værtssøster fortalte mig, at det var rotter. Hun tog det som en naturlig ting, men jeg havde svært ved at vænne mig til det. En morgen, hvor jeg stod ud af sengen, mærkede jeg noget blødt og loddent. Jeg kiggede ned og kunne se, at det var en død rotte. Det var ret ulækkert."
Bliv global volontør |
|
Værtsbror blev slået
Udover det tætte forhold til familiens dyr blev Julie også varmt modtaget af de 11 værtsfamiliemedlemmer. Den varme modtagelse gjorde det lettere for hende at vænne sig til det fremmede land.
"Familien tog rigtig godt imod mig. Jeg følte mig meget velkommen, og familien gjorde alt, hvad de kunne, for at jeg skulle have det godt."
Julie blev specielt knyttet til sin jævnaldrende værtssøster, Prisca, som hun stadig holder kontakt med. Men ikke alt i familien var lutter idyl.
"En aften hvor vi sad rundt om bålet, kunne jeg pludselig høre en af mine yngste værtsbrødre skrige. Jeg fandt ud af, at han var blevet slået af min værtsmor, fordi han ikke ville i bad. Jeg var meget chokeret og havde svært ved at se på det. Det er normalt i Zambia, at man slår sine børn, og der var heller ikke andre i familien, der bed mærke i det.
Men jeg var ret rystet over det og måtte jo bare acceptere, at det er sådan, deres kultur er."
Hiv-test på slidte hospitaler
En del af det frivillige arbejde i Zambia bestod af at arbejde på det lokale hospital. De ansatte arbejdede hårdt for at yde en god service, men arbejdsforholdene var vanskelige. Meget af udstyret var forældet og lokalerne nedslidte.
"I laboratoriet stod man med en masse hiv-testede blodprøver. På nogle dage kunne halvdelen være positive. Det var forfærdeligt at tænke på, at hver enkelt af prøverne repræsenterede et menneskeliv. Nogle af efternavnene på listerne kunne jeg genkende fra landsbyen, hvor min værtsfamilie boede. Jeg tænkte ofte på, om nogle af dem, jeg kendte, kunne være smittet med hiv. Men jeg ved det ikke, for aids er mange steder et tabu. Man taler ikke om det."
Mikkel Bech