Hakim er i færd med at samle en række træbjælker, som skal understøtte taget på hans nye hytte, da jeg møder ham uden for byen Balakot i det nordlige Pakistan.
I modsætning til det meste af sin store familie overlevede han jordskælvet og er i dag under oplæring som tømrer.
Church World Service, Folkekirkens Nødhjælps lokale samarbejdspartner i regionen, har oprettet en håndværkerskole, der hjælper jordskælvsofrene med genopbygningen af deres landsbyer og leveveje. Uden at fjerne blikket fra træ og søm fortæller den alvorsfulde unge mand om stenhuse, der blev til støv og bjergsider, som blev sendt mod dale og floder.
"Vi tror, at alting vil bestå, og at bjergene er uforgængelige, men den dag blev selv bjergene til vat," siger han og lader hammeren falde.
Over tre millioner mennesker skal genhuses, inden vinteren på ny melder sig. Men da jeg rækker Hakim et søm anes et forsigtigt smil i hans øjne, som fortæller mig, at jeg i hvert fald ikke har grund til at være ængstelig på hans vegne.
"Skælvet rystede os, og nu træder vi mere varsomt på jorden," siger Hakim.
"Nu ved jeg, at mit hus ikke vil bestå for evigt, men jeg må stadig forberede mig på sommerens hede og på vinterens kulde."
Unge mænd slutter sig til os og deler deres drømme om fremtiden. En af dem griner og rækker hånden ud mod mig:
"Vi kan ikke tilbyde andet end vores taknemmelighed og det håb, vi bærer i hjertet – så længe I rækker os sømmene, vil vi blive ved med at slå dem i og bygge et hjem af gangen," siger han.
Usman Adam, katastrofemedarbejder Pakistan