Filmen, der er instrueret af Frank Poulsen, kan ses på DR2 tirsdag den 2. november kl. 20.30
Den kan fra 2011 købes via hjemmesiden: www.bloodinthemobile.org, mens undervisere kan hente filmen gratis på www.filmstriben.dk
Læs anmelselser af
Steen Vallentin lektor, CBS
Stine Leth-Nissen Folkekirkens Nødhjælp
Nils Giversen journalist og dokumentarist
Frank i Congo
|
| Steen Vallentin lektor i virksomheders sociale ansvar på Copenhagen Business School |
De fleste kender til betegnelsen ”bloddiamanter”. Nu skal vi også vænne os til at tale om ”konfliktmineraler”. De indgår i produktionen af mobiltelefoner og udvindes for en stor dels vedkommende fra miner i det borgerkrigshærgede og bundkorrupte Congo. Samtidig kommunikerer mobilproducenter som Nokia vidt og bredt om social ansvarlighed.
Hvordan hænger det sammen?
Det har Frank Poulsen sat sig for at undersøge. I stil med Michael Moore fortæller han sin historie med sig selv i centrum. Den første del af filmen handler således om Franks rejse ind i ”mørkets hjerte”, som i dette tilfælde er Bisie-minen i Walikali, Østcongo.
At der fokuseres på journalistens oplevelser frem for sagen gør, at filmen virker ufokuseret, men det lykkes til sidst at dokumentere de umenneskelige forhold i Bisie, et veritabelt helvede på jord.
I filmens anden del tager Frank tilbage til den vestlige verden for at holde de skyldige til ilden, først og fremmest Nokia. Missionen virker en smule frelst. Appellen til Nokia og de andre store mobilproducenter om ansvarlig leverandørstyring og gennemsigtighed er vigtig, men det er samtidig vigtigt at forstå, at virksomhederne ikke alene kan løse eller udbedre de enorme sociale og politiske problemer i et land som Congo.
“Blood in the Mobile” sætter fokus på nogle forfærdelige forhold, men virker lige lovlig skinger i sin insisteren på at gøre det til Nokias skyld.
Blodet i din Nokia
|
| Stine Leth-Nissen leder af advocacy i Folkekirkens Nødhjælp |
“Hvad skal jeg sige til drengene i Walikale”, spørger instruktøren Frank Poulsen, da han endelig møder en af Nokias utallige chefer for god forretningsetik eller “corporate social responsibility”. Spørgsmålet falder mod slutningen af en film, der ikke lader meget tvivl tilbage om de fortvivlende forhold, man byder børn og voksne i Congos østlige krigshærgede provinser. De lever under slaveforhold, når de udvinder de værdifulde råstoffer, som mobilselskaberne anvender.
Og Nokia-chefen forsikrer, at “der er altid håb”. Interessant nok hævder han, at netop Poulsens film, “Blood in the Mobile”, kan føre til ændringer.
Nokia er ikke alene om at udnytte den krigshærgede Kivu-provins. Det ved vi i Folkekirkens Nødhjælp, hvor vi i 2008 sammen med Roskilde Festival sendte festivaldeltagernes opfordring til at tage ansvar for situationen i Congo videre til mobilselskabernes ledelser. ”Blod i mobilen” viser desværre, at forholdene ikke har ændret sig.
Filmen er en væsentlig del af det pres, vi må opretholde på mobiltelefonproducenterne. Forbrugerne er reelt de eneste, der kan presse selskaberne til at offentliggøre, hvor de værdifulde råstoffer kommer fra.
Dokumentaren viser, at det kan lade sig gøre, og at det haster. En ny amerikansk lov kræver, at alle producenter af forbruger-elektronik skal deklarere de materialer, de anvender i deres produkter, hvis de sælges i USA. Dermed kan amerikanske forbrugerne fravælge mobiltelefoner fremstillet af mineraler fra DR Congos miner. Loven har fået Nokia til at implementere de nye krav globalt. Vi håber, at andre mobilselskaber vælger at gøre det samme.
En øjenåbner
|
| Nils Giversen journalist og dokumentarist |
Man bliver for alvor suget ind i ”Blod i mobilen”, når man ser Frank Poulsen råbe ”let’s go”, mens han sidder overskrævs på en lille knallert på en junglevej i det nordøstlige Congo. Man mærker, at der er tale om en mand med en mission.
Frank Poulsen tager os med gennem junglen ad små veje og mudrede stier frem til gigantiske miner kontrolleret af militser. Det er herfra nogle af komponenterne i vores mobiltelefoner kommer, fortæller han.
Han viser os noget, de allerfærreste af os har set før. Vi kommer med ned i minerne. Vi ser metallerne blive hugget ud. Vi ser børnene. Vi ser våbnene. Hører om voldtægt og drab. Vi ser pengene skifte hænder og militserne, der ifølge filmen bruger profitten til at finansiere deres krig.
Det er vigtigt, det er modigt og det er fascinerende. Det er filmens styrke. Og man ønsker sig mere.
Vi ser ikke det direkte link til Nokia eller nogen anden mobilproducent.
Frank Poulsen kunne have forklaret det med, at produktionskæden er lige så lang og mudret som vejene til og fra minerne. Og det gør det svært at bevise (eller modbevise), at metallerne i mobilen stammer fra disse miner. Derfor siger Nokia i filmen, at firmaet efter ti års kendskab til problemet desværre endnu ikke kan udstede garantier mod ”blod i mobilen”. Det kan endnu ingen mobilproducenter ifølge filmen.
Med filmen viser Frank Poulsen os endnu en ubehagelig bagside ved globaliseringen, og der kaldes på krav fra os forbrugere.