Natten over Honduras’ hovedstad Tegucigalpa er stille og kulsort. Men uden for kongresbygningen holder et par hundrede demonstranter stand for tredje nat i træk.
»Justicia, justicia, justicia,« lyder det stadigt højere mellem taler og protestsange.
Der er ganske få timer til afgørelsen. Inden for i kongressen hersker det fuldendte kaos. Senest midnat skal der være fundet et flertal for en liste med 15 navne på de dommere, der de kommende syv år skal udgøre Honduras’ højesteret.
Landets to store og altdominerende partier, henholdsvis de liberale og nationalisterne, er i åben magtkamp og forsøger til det sidste at få presset deres kandidater ind på listen.
Men for første gang i landets historie taler det honduranske civilsamfund med én samlet stemme efter en dramatisk proces, der har budt på sultestrejke blandt dele af dommer- og juriststanden, trusler om statskup og ugelange folkelige demonstrationer foran kongressen i Tegucigalpa.
Civilsamfundsorganisationerne har formuleret budskabet krystalklart; uden frie domstole - intet demokrati.
»Den honduranske befolkning er begyndt at fatte sympati for kampen, der handler om præcis dét, som alle ønsker sig: At gøre op med den altødelæggende korruption og opnå retfærdighed,« siger Guido Eguigure. Som programmedarbejder i Folkekirkens Nødhjælp har han sammen med forskellige civilsamfundsorganisationer arbejdet med at oplyse honduranerne om betydningen af valget til Højesteret.
Sultestrejke mod korruption
| Bekæmpelse af korruption |
|---|
|
Folkekirkens Nødhjælp har støttet besøg fra den Internationale Kommission af Jurister, ICJ, der tre gange har haft observatører i Honduras, heriblandt den danske højesteretsdommer Thomas Rørdam. ICJ’s rolle har været at overvåge og rapportere om processen med valg til Højesteret. |
Det er nemlig ikke småting, der er på spil, når landets dømmende magt skal besætte de mest magtfulde poster: Det er Højesteret, der afgør sager om korruption og magtmisbrug. Det er Højesteret, der skal sikre lighed for loven. Og det er Højesteret, der i sidste instans kontrollerer, at den lovgivende magt – kongressen – overholder demokratiets spilleregler.
Ingen af delene har historisk set fungeret særligt godt i Honduras. Tværtimod har Højesteret traditionelt været kontrolleret af landets to ledende partier, der har haft for vane at dele de 15 dommerpladser imellem sig.
Som konsekvens rangerer Honduras i dag som et af Latinamerikas absolut mest korrupte lande, hvor magtfulde personer aldrig dømmes, stort set ligegyldigt hvad de foretager sig. Og ifølge den internationale vagthund mod korruption, Transparency International, rangerer Honduras på niveau med stater som Burundi og Libyen, når det gælder korruption.
I april sidste år blev den fuldstændig åbenlyse korruption for meget for otte offentlige anklagere og dommere. De indledte en sultestrejke, der kom til at vare 38 dage.
Sultestrejken var et sidste dramatisk skridt i en månedlang protest mod, at Honduras parlament – anført af den notorisk korrupte parlamentsformand, Roberto Micheletti - havde valgt en tidligere minister og nuværende medlem af landets kongres (parlamentet), Leonidas Rosa Bautista, til posten som landets øverste statsanklager.
Udnævnelsen var et direkte anslag mod landets forfatning, hvori det står skrevet, at kongresmedlemmer ikke kan være statsanklager, da det netop er statsanklagerens fornemmeste opgave at holde Kongressens medlemmer ansvarlige for deres handlinger.
Samtidig blev udnævnelsen opfattet som et endeligt dødsstød til kampen mod korruption. Den nyudnævnte statsanklager Leonidas Rosa Bautista står nemlig selv anklaget for at være involveret i en lang række af de mere eller mindre åbenlyse korruptionsskandaler, der ifølge den honduranske statsrevision hvert år koster landet 140 millioner dollar.
»Det helt afgørende problem er, at det er egne, snævre og kortsigtede interesser, der styrer alt. Honduras’ politikere udviser ingen form for respekt eller noget ansvar over for de institutioner, de ifølge landets forfatning og deres virke som parlamentarikere er sat i verden til at forsvare,« siger José Zeitune.
Han er argentinsk advokat og arbejder for den Internationale Kommission af Jurister, ICJ, der har base i Geneve. José Zeitune har besøgt Honduras tre gange som international observatør i løbet af dét år, processen med at vælge nye højesteretsdommere har stået på. Også denne nat er han til stede i presselogen i Honduras kongres, hvorfra han følger, hvad han betegner som »et utroligt cirkus.«
En lang vej mod demokrati
Men da roen endeligt sænker sig over Tegucigalpa natten til mandag d. 26.januar er Honduras kommet et vigtigt skridt fremad på det fattige mellemamerikanske lands lange vej mod demokrati.
Listen med de 15 nye dommere er blevet forhandlet på plads, landet har fået en ny Højesteret. Denne gang – og for første gang - har landets politikere holdt sig til de sirligt nedskrevne spilleregler i landets forfatning.
»Demokratiet vandt. Civilsamfundet vandt. Vi betragter det som en meget stor og afgørende sejr, der ikke mindst skyldes den enorme civile mobilisering og den opmærksomhed, vi har fået,« lød én af de første reaktioner fra præsten Evilio Reyes, der har været en af de mest aktive repræsentanter for det honduranske civilsamfund i kampen for at få en ”ren” højesteret.
José Zeitune fra ICJ er enig. Han mener, at den lykkelige afslutning på en lang og hård kamp er en sejr for en mere oplyst befolkning:
»Som noget nyt har der været et reelt fokus på, hvad højesteret er og betyder for et samfund. Det er det særligt positive, som vi kan konkludere efter den her proces,« siger José Zeitune.
Det lange seje træk
Civilsamfundets aktuelle sejr over en ellers rodfæstet politisk korruption i Honduras er samtidig et godt eksempel på, hvad det vil sige at arbejde med politisk fortalervirksomhed og styrkelse af et samfunds civile organisationer - som del af en langsigtet udviklingsbistand.
Det er den ”stille bistand”, der ikke drejer sig om sult og nød i direkte form, men som er det lange, seje - og i Mellemamerika ofte farlige arbejde for retfærdighed og demokrati.
»Politisk fortalervirksomhed er langsigtet og strategisk. Det handler om, at ændre på de strukturelle faktorer for underudvikling, fattigdom og manglende social retfærdighed,« forklarer Eva Pineda Hansen, der er Folkekirkens Nødhjælps regionale repræsentant i Mellemamerika.