sms

nød

til

1277

og støt med

150 dkk

(+ alm. trafiktakst)

Baggrund: Læs om ACT- Storfamilie i udviklingsbranchen
Print
Folkekirkens Nødhjælp er blevet partner i et stort internationalt netværk af hu­manitære organisationer, ACT Alliance. Målet er at yde hurtigere og mere præcis hjælp til verdens fattigste. Men alliancen byder også på udfordringer
06.05.2010 af Anne-Mette Futtrup

Også visuelt skal Folkekirkens Nødhjælp brande sig som medlem af ACT Alliance.
Det betyder at alliancens logo nu er indarbejdet i Folkekirkens Nødhjælps logo, som derudover har fået en ny typografi for at matche det mere bastante ACT Alliance logo.

Da jordskælvet ramte Haiti den 12. januar, var Folkekirkens Nødhjælps nye netværk af samarbejdsorganisationer, ACT Alliance, på pletten med det samme.

Flere af medlemmerne havde i forvejen base på øen og kendte de lokale forhold og vilkår.

Straks kunne netværkets partnere fra den øvrige del af verden derfor sende mad, tæpper, telte, penge og mandskab til at hjælpe ofrene i sikker forvisning om, at kollegerne på Haiti ville koordinere nødhjælpen på bedste vis.

”Det er i bund og grund genialt. Vi skal ikke bruge dyrebar tid de første dage på at sætte os ind i lokale forhold, fordi vores kolleger allerede har styr på det.

Vi tager bare katastrofe-tøjet på og går i gang med at bestille de varer og rekruttere det personale, som kollegerne i felten efterspørger,” siger Lisa Henry, katastrofechef i Folkekirkens Nødhjælp.

Samarbejde efter Rwanda

Det første ACT-samarbejde blev stiftet i 1995.

Evalueringer efter den humanitære indsats i forbindelse med folkemordet i Rwanda i 1994 viste, at rwandaneserne kunne have fået hur­tigere hjælp, hvis de humanitære organisationer havde arbejdet bedre sammen.

Den konklusion fik en række kirkelige organisationer, blandt andre Kirkernes Verdensråd (WCC) og Det lutherske Verdensforbund (LWF) til at stifte ACT International.

ACT står for ­Action by Churches Together.

Evalueringer af udviklingshjælpen til verdens fattigste lande har sidenhen vist det samme behov for tættere samarbejde.

Og i 2007 stiftede partnere fra ACT International endnu et netværk: ACT Development.

Samme partner til katastrofe og udvikling

Nu er de to netværk slået sammen til én stor alliance, ACT Alliance, der består af 100 samarbejdspartnere, som tilsammen arbejder i 125 lande.

Dermed forsvinder den hidtidige skarpe opdeling af katastrofehjælp og udviklingshjælp.

”Før i tiden blev vi i et katastrofeområde f.eks. efter en over­svømmelse, jordskælv eller borgerkrig i omkring 18 måneder og trak os så ud igen.”

“Så overlod vi det videre arbejde til andre organisationer. Da ACT Alliance er så stærkt repræsenteret i de fleste fattige lande, kan vi nu i stedet fortsætte. Vi tager bare katastrofe-tøjet af og udviklings-tøjet på og arbejder videre,” siger Lisa Henry.

Den kontinuitet vil give masser af synergi, påpeger hun.

For når den store ACT-familie samlet set har lokalt kendskab til kulturer og geografiske, klimatiske og politiske forhold i 125 lande i den fattigste del af verden, kan man allerede, når katastrofen sætter ind, tænke det videre udviklingsarbejde ind i den akutte hjælp.

Såsæd og nye dyrkningsmetoder

Når ACT uddeler vand under katastrofen, planlægger netværket f.eks. samtidig, hvordan man kan sikre vandforsyningen til befolkningen efter katastrofen ved at opsætte vandpumper og undervise lokale komiteer i at tage vare på pumperne.

Og når ACT har delt mad ud til de nødlidende under katastrofen, tager de fat på at få gang i landbruget igen – ved at give såsæd og måske undervise i nye dyrkningsmetoder. Det ser Lisa Henry som en kæmpe fordel.

Bekymret for gennemsigtigheden

Henrik Secher Marcussen, professor i udviklingsstudier ved Roskilde Universitet, er ikke helt så begejstret. Han vurderer, at en så stor alliance med så forskellige samarbejdspartnere risikerer at blive grumset og uigennemsigtig.

”ACT er et broget samarbejde om både programmer, projekter og økonomi. Det kan blive meget kompliceret. Hvordan sikrer man f.eks. ensartet dokumentation og monitorering?” spørger han.

Vi må opgive suverænitet

Netop den slags bekymringer har Folkekirkens Nødhjælp da også gjort sig. Erfaringer fra mange års samarbejde med lokale partnere i u-lande har vist, at det netop er en udfordring.

”Man kan sammenligne det med Danmarks medlemskab af EU. Vi ved, at vi må afgive noget suverænitet, og så må vi diskutere, hvor meget vi er villige til at afgive. F.eks. plejer vi at rapportere fire gange årligt fra vores projekter. Med ACT Alliance skærer vi ned til to,” siger Lisa Henry.

Flere fordele end ulemper

Forløbere for ACT Alliance
ACT International blev stiftet i 1995 i erkendelse af, at de humanitære indsatser under katastrofer kunne koordineres bedre ved fælles hjælp.
ACT Development kom til i 2007, fordi evalueringer havde vist, at også udviklingsarbejdet i verdens fattigste lande kunne blive bedre gennem en fælles indsats.

De to netværk ”indgik ægteskab” 1. januar 2010 og tog det fælles navn: ACT Alliance. Folkekirkens Nødhjælp blev fuldbårent medlem i april.

Alliancen

  • dotEr et samarbejde mellem flere end 100 kirkelige, protestantiske hjælpeorganisationer verden over.
  • dot Ca. 75 af dem hører hjemme i u-lande og de resterende 25 i rigere lande, f.eks. Folkekirkens Nødhjælp, norske Kirkens Nødhjelp og Christian Aid i Storbritannien.
    Arbejder i 125 lande.
  • dotHar 30.000 ansatte
  • dotHar et samlet årligt budget på 1,5 milliar­der USD (knap 8,2 milliarder kroner)
  • dotHar hovedsæde i Geneve, Schweiz

Men katastrofechefen mener alligevel, at alliancen har langt flere fordele end ulemper.

”Vi bliver én stor familie, som alle arbejder ud fra de samme minimumsstandarder, så vi kan garantere en vis kvalitet i hvert eneste projekt. Jeg mener også, at alliancen vil effektivisere vores arbej­de, fordi vi kan bruge hinandens kompetencer. Folkekirkens Nødhjælp er meget stærk på landbrugsudvikling og kan tilbyde viden på netop det felt til alle ACT-partnere,” siger hun og påpeger, at andre ACT-partnere har tilsvarende ekspertiser.

Lisa Henry slår desuden fast, at alliancen blev stiftet blandt andet på grund af organisationernes egne selvkritiske evalueringer,

Den folkelige forankring skal værnes om

Professoren fra RUC kan sagtens se fordelen ved den hurtige og koordinerede indsats i nødhjælpssituationer.

Men når Folkekirkens Nødhjælp ’tager udviklings-tøjet på’, så råder han til også at lytte godt til stemmer fra den hjemlige arena, når organisationen nu er del af så stort et netværk.

For den folkelige forankring, som Folkekirkens Nødhjælp har i særligt det kirkelige bagland, risikerer at blive sat over styr, påpeger professoren, og dermed er der også en risiko for, at organisatio­nens egenfinansiering bliver sat under yderligere pres.

”Det vil være sværere for mig som almindelig giver at identificere og solidarisere mig med ACT end med Folkekirkens Nødhjælp. Derfor kræver det en massiv markedsføring at få folk til at forstå, hvad det her er,” siger han og betoner, at givere især har brug for at vide, at deres penge bliver brugt på en fornuftig måde.

Også på det punkt mener Lisa Henry, at der er styr på tingene. “Vi er ikke blevet overtaget, vi er gået sammen med andre i et netværk,” siger hun.

Stadig samme organisation

”Folkekirkens Nødhjælp bliver ved med at hedde Folkekirkens Nødhjælp i Danmark netop for at signalere, at vi stadig er den samme organisation. Dog er navnet ACT Alliance nu vævet ind i Folkekirkens Nødhjælps logo,” forklarer Lisa Henry.

På samme måde hedder vi fortsat DanChurchAid ude i verden - nu med tilføjelsen ‘ACT Alliance Denmark’ i logoet.

Lisa Henry understreger, at der ikke er grund til at være bekymret for økonomien.

”Folkekirkens Nødhjælp bidrager med en million kroner om året til ACT’s hovedkontor i Geneve. De penge går i en pulje med de andre partneres bidrag og bruges til kvalitetsarbej­de, til koordinering og til drift. Derudover udsteder hovedkontoret så­kaldte ACT-appeller. Det vil sige, at kontorets medarbejdere samler information om en katastrofe f.eks. jordskælvet på Haiti, vurderer hvilken hjælp ACT kan bidrage med, hvor mange penge der er brug for og sender så appellen ud til alle os partnere, der selv vurderer, hvor meget vi kan støtte,” siger Lisa Henry.


Giv et bidrag

sms

sult

til

1277 

og støt med

50 dkk 

Artikler ud fra emne