sms

nød

til

1277

og støt med

150 dkk

(+ alm. trafiktakst)

Alt på fire ben tilhører mændene
Print
I Karamoja er det mændene, der bestemmer – også over dyrene. Det er en gruppe kvinder ved at lave om på i et projekt, hvor de avler supergeder, der giver mere mælk og højner kvindernes status
24.09.2007 af Malene Haakansson

Gedeprojektet for kvinder i Moroto og Nakapiripirit distrikterne i Karamoja-regionen hjælper flere end 100 familier

Når mændene i den fattige Karamoja region forlader deres landsbyer for at drive kvæget til grønnere græsgange, bliver kvinder og børn ladt tilbage med meget lidt mad til at overleve.

Mændene tager nemlig de dyr med, som kan give mælk, blod og andre produkter, som kan bruges som mad.

”Kvinder ejer traditionelt ikke dyr, der har mere end to ben,” forklarer Peter S. Louse, som er husdyrrådgiver for den lokale udviklingsorganisation Karamojas Landbrugs- og Hyrdeprogram (KADP).

Karamoja, som ligger i den nordøstlige del af Uganda, er den mest underudviklede region i landet.

Knap 90 procent af befolkningen er analfabeter. Familierne bor i primitive landsbyer, hvor de primært lever af deres kvæg og dyrker jorden.

Regionen er hårdt ramt af tørke og jorderosion, når regnen endelig kommer.

Supergeder

I landsbyen Nabokat springer fattigdommen også i øjnene.

Børnene har ingen sko, deres tøj hænger i laser, og deres maver strutter. Kvindernes tøj er også laset og beskidt. Men noget har ændret sig.

ECHO støtter

Gedeprojektet indgår i et stort tørke-forebyggende program, som blandt andet uddanner lokale husdyrgrupper i at behandle kvægsygdomme samt etablering af vandboringer og vandingssteder for dyrene.

Det forebyggende program hjælper i alt 26.000 mennesker med at modernisere og forbedre deres traditionelle livsform i Karamoja.

Programmet er finansieret af EU’s humanitære kontor ECHO i samarbejde med Folkekirkens Nødhjælp. Se video fra Karamoja på www.noedhjaelp.dk/uganda

Med penge fra EU’s humanitære kontor ECHO har KADP startet et gedeprojekt, der kan hjælpe kvinderne.

Kvindegrupper bliver trænet i at passe gedehold, og de får et minimum af administrationskundskaber.

Derefter får grupperne et hold lokale geder, som bliver krydset med en sydafrikansk gedetype for at avle en mere hårdfør ged, der giver mere mælk.

”Mine geder giver en halv liter mælk om morgenen og en halv liter om aftenen,” siger Regina Nacuge, som er formand for Nabokat gedegruppe.

De nye supergeder forventes at give op til to liter mælk om dagen, mens en lokal ged giver omkring en halv liter.

Regina Nacuge giver den ekstra mælk til sine børnebørn ligesom de andre kvinder i gruppen.

”Som medlemmer af gruppen har vi udviklet ejerskab til gederne.

Ingen andre har retten over dem, som det er tilfældet med køer, geder og får, der i min kultur ellers ejes af mænd,” fortæller Regina Nacuge.

”Udover mælken vokser de krydsede geder også hurtigere og giver en bedre pris på det lokale marked.

En seks måneder gammel ged giver 50.000-100.000 shillings, hvorimod en lokal ged giver 20.000 shilling.”

Kvinderne i gruppen stråler også, da de stolt viser deres gedekid frem.

Nogle af kiddene får lov til at sove inde i hytterne, fordi kvinderne er bange for, at de bliver stjålet.

Børnene skal i skole

Gedegrupperne styrker også kvinderne, hvis de har problemer med, at deres mænd vil have fingre i de nye supergeder.

I begyndelsen af projektet ville mændene ikke have, at kvinderne brugte deres lokale geder til at avle på.

Derfor gav KADP kvinderne gederne, og nu er der ikke længere de store problemer.

”Mændene hjælper os med at passe på gederne. Hvis nogle er blevet stjålet, finder de dem til os. De hjælper os også med at behandle gederne,” siger Regina Nacuge.

Nakong Paska giver den ekstra mælk fra sine supergeder til børnebørnene. På sigt vil hun også gerne sælge mælken, så hun kan betale børnebørnenes skolepenge

Kvinderne i Nabokat drømmer om, at de en dag får råd til at købe en mølle, så de kan male deres eget korn.

Indtægterne skal gå til børnene.

De skal i skole, siger kvinderne samstemmende.

Gedeprojektet, som er ved at blive udvidet til flere distrikter, er langtfra det eneste, som KADP har sat i gang for at hjælpe kvinderne.

Der er også oprettet kornbanker, som kvinderne administrerer.

Ved sammen at ”gemme” kornet og låne til hinanden undgår de fattige familier at være afhængige af at købe korn, når markedspriserne er høje i tørketiden.


Giv et bidrag

sms

sult

til

1277 

og støt med

50 dkk 

Artikler ud fra emne