sms

nød

til

1277

og støt med

150 dkk

(+ alm. trafiktakst)

Alene med 23 børnebørn
Print
Bedstemor Agogo bor alene med sine 23 børnebørn i landsbyen Chisamba i Zambia. Aids har taget livet af hendes elleve børn.
22.02.2008

Agogo sidder med nogle af sine 23 børnebørn i skyggen af et af de mange mangotræer.

Træerne giver hundredvis af frugter. Til tider er der flere, end familien selv kan spise, og så bliver frugterne solgt til små penge.

Varmen er tæt og omsluttende, de fleste af børnene er hjemme i dag. De har ventet på besøget fra Danmark.

Ellers går de i skole og hjælper til i marken. Børnene plukker bomuld, hakker jorden og henter vand ved den nærliggende brønd.

Skolen ligger en lille time på gåben fra, hvor den store familie bor. Men skolen er ikke det vigtigste.

Frivillige i landsbysamfundet.

På spørgsmålet om, hvad der er vigtigst at give børnene, der har mistet begge forældre, svarer Agogo på 77 år prompte.
”Mad. Det vigtigste er at give børnene mad. Mit største ønske er at skaffe to okser. Jeg mangler et par okser til at pløje jorden og noget gødning til jorden. Hvis jorden bliver bedre, kommer der flere og bedre afgrøder.”

Agogo smiler og rejser sig. Benene er langsomme. Barnebarnet Mathar på 12 år rækker hånden op: ”Bedste passer på os. Hun får os i skole. Hvis bedstemor dør, ved vi ikke, hvor vi skal være. Vi er afhængige af hende.”

Men Agogo er ikke alene. Beboerne i den nærliggende landsby har lavet en frivilliggruppe, som Folkekirkens Nødhjælp har støttet, og som har et koncept, de frivillige kalder ”en social vaccine” mod hiv.

Mottoet er, at hele landsbysamfundet skal hjælpe til på alle planer. Der er frivillige hjemmehjælpere, lærere, landsbyledere og præster, og de har alle forskellige opgaver. Enker fra 12 hjem i landsbyen hjælper for eksempel andre enker med tøj og mad.

Andre tager ud til aids-syge og hjælper forældreløse børn. To ældre mænd underviser de unge i, hvordan de undgår hiv og lever et sundt liv, og en gruppe har fået den lokale skole op at stå.

Lastone Dube, der er leder af de frivillige, er stolt. For selv om de frivillige ikke har meget, så giver de meget.

”Vi ønsker, at Agogo og hendes børnebørn er en del af vores samfund. De skal have hjælp, så de kan lære at klare sig selv. Lige nu hjælper vi dem med at bygge et hus. Familien har brug for mere plads. Men det er vigtigt, at familien lærer, hvordan de for eksempel reparerer huset, eller hvordan de dyrker jorden, så de kan klare sig selv,” siger Lastone Dube.

Tekst og foto: Journalist Kenneth Jacobsen Bøye


Giv et bidrag

sms

sult

til

1277 

og støt med

50 dkk 

Artikler ud fra emne