Livsforlængende aids-medicin strømmer ind i Zambia i det sydlige Afrika. De lave priser på kopimedicin og penge fra blandt andre Den Globale Fond for bekæmpelse af Aids, Tuberkulose og Malaria, har gjort det muligt for den zambiske regering at give 35.000 mennesker adgang til den antiretrovirale aids-medicin, ARV. Men op mod 200.000 mennesker har brug for medicinen.
Medicinudlevering og overvågning af patienterne foregår kun på de store hospitaler i byerne. Næste skridt er at nå ud til distriktshospitalerne og derefter til sundhedsklinikkerne, som ligger langt ude på landet.
"Adgangen til medicinen og omkostningerne ved at nå frem til den er et kæmpe problem. Behandlingsstederne kan ligge 100-200 kilometer væk, transporten koster penge, hvis der overhovedet er transport muligheder," siger Karen Sichenga, som er ansvarlig for aidsprogrammer i den kristne paraplyorganisation CHAZ.
Ingen dyre maskiner
Det er på denne baggrund, at Folkekirkens Nødhjælp har påbegyndt et pilotprojekt med uddeling af livsforlængende aids-medicin i to af Zambias yderdistrikter. På CHAZ’s sundhedsklinikker i Chipembi og Fiwale, henholdsvis 80 og 250 kilometer fra hovedstaden Lusaka, vil 90 hiv-smittede få glæde af medicinen.
Normalt foregår uddeling af medicin på hospitaler med læger og sygeplejersker, der med dyrt maskineri måler patienternes virustal og vurderer, om patienten skal modtage behandling. Efterfølgende kommer patienten til kontrol en gang om måneden, hvor medicinen justeres. Men i pilotprojektet er der ingen dyre maskiner, og det er almindeligt sundhedspersonale, som skal følge patienterne.
"Projektet kan have en stor fremtid, hvis resultaterne viser, at vi kan varetage medicinsk behandling for færre penge. Det vil være en potentiel fordel for det zambiske sundhedssystem, så de kan udvide uddeling af aids-medicin til yderområderne," siger Martin Rosenkilde, der er aids-programmedarbejder i Folkekirkens Nødhjælp.
Det lokale sundhedspersonale i Chipembi og Fiwale har fået undervisning i at vurdere patienternes virustal og eventuelle bivirkninger ud fra et almindeligt helbredstjek. Martin Rosenkilde vurderer, at metoden vil være fem-seks gange billigere end den måde, uddelingen af medicin foregår på i dag.
Til gengæld kan der være risiko for, at sundhedspersonalet fejlvurderer patientens tilstand både før og efter behandlingen er påbegyndt.
"Men på den anden side når vi ud til de fattigste. Vi forlænger deres liv, forbedrer deres livskvalitet og gør det muligt for de hiv-smittede at fortsætte med deres arbejde, så de kan forsørge deres familier. Dem, der modtager medicinen, kan også blive vigtige fortalere for at bekæmpe udstødelse af de smittede," siger Martin Rosenkilde.
