”Folk var fuldstændig forstenede. Forstenede af uden varsel at stå over for en dødelig sygdom, som tog mennesker i deres bedste alder og efterlod smittede enker, forknytte forældreløse børn og bedsteforældre, der pludselig stod med ansvaret for helt op til 20 børnebørn.”
Sådan husker Birthe Juel Christensen, leder af Folkekirkens Nødhjælps folkelige og kirkelige netværksarbejde, den første gang, hun besøgte aids-projekter i det nordvestlige Tanzania i 1998.
Forstenet kirke
Også kirken var forstenet. Kirkefolk fandt det meget svært at tale åbent om, at aids er en seksuelt overført sygdom.
|
| Sikker sex er med til at hindre spredning af hiv/aids – her undervises i brug af kondomer i landsbykirken i Hamubbwatu i det sydlige Zambia. Foto: Klaus Holsting |
Kirken var god til at tage sig af de syge og tage sig af de efterladte, men dårlig til at tale om dét, der førte til de mange dødsfald. ’Kondom’ var et fy-ord, fordi kirken hørte opfordringen til at bruge kondom som en opfordring til at føre et udsvævende sexliv med mange partnere.
”Kirkens blokeringer over for at kalde tingene ved rette navn gav hiv-smitten rigtig gode spredningsmuligheder,” konstaterer Birthe Juel Christensen.
Religiøse rollemodeller
Kirkefolk i store dele af Afrika har måttet gennem en selvransagelse af deres egen og kirkens rolle i hiv-smittens udbredelse. Mange steder er selvransagelsen båret frem af præster, imamer og andre religiøse ledere, der har stået frem og erkendt, at de er hiv-smittede.
Deres eksempel har vist, at aids rammer alle. Det har fået ledere til at indse, at folk har ret til at kende sandheden om, hvordan de undgår at blive smittet, så de kan træffe deres forholdsregler. For hvem har ret til at forbyde mennesker en viden, som kan redde liv?
Åbenheden har ikke vundet indpas alle vegne. Der er stadig kirkelige partnere, som har svært ved at tale åbent om seksualitet og forebyggelse ved anvendelse af kondomer. Er det letteste for Folkekirkens Nødhjælp ikke at droppe dem og finde nye partnere?
”Nej – for religiøse lederes ord har stor betydning for, hvordan mennesker mener, de bør leve. Derfor er det også Folkekirkens Nødhjælps ansvar at tage fat om de blokeringer, der gør, at mennesker ikke får at vide, hvordan de kan beskytte sig selv,” siger Birthe Juel Christensen.
Dialog om tabuer
For at bryde tabuerne har Folkekirkens Nødhjælp sammen med kirkefolk fra Afrika, Danmark og Norge udgivet studiematerialet ”En krop – En kirke” over temaer, der er afgørende for kirkens syn på aids: Er Gud en straffende eller kærlig Gud? Er seksualitet en drift, der skal tæmmes – eller en gave med ansvar? Hvad er kirkens rolle, når det gælder hiv og aids?
”Hvis ikke kirken har noget relevant at komme med til mennesker, der – om nogen – lever i spændingsfeltet mellem liv og død, har kirken ingen fremtid,” mener Birthe Juel Christensen.
Fornyet håb
I sommeren 2007 var Birthe Juel Christensen tilbage i Tanzania, hvor Folkekirkens Nødhjælp og den lokale lutherske kirke nu i 16 år har kæmpet mod aids-epidemien med oplysning, selvhjælpsgrupper, pleje af syge og omsorg og skolegang til forældreløse.
”Aids er ikke væk. Men folk ser ikke længere aids som en uomgængelig dødelig epidemi men som en kronisk sygdom, der – hvis ressourcerne er til det – kan behandles. Nu ved både unge og voksne, hvad de har med at gøre, og folk på alle niveauer står sammen om at bekæmpe aids. Dét giver håb, og det håb har forandret livsperspektivet for hele befolkningen,” siger Birthe Juel Christensen.