© Hans Henrik Fafner
|
| Ahmad (til venstre) sidder med sin ven Muhammed på en af gaderne i Zarqa-lejren. Det er deres faste plads, hvor de ser livet glide forbi, mens de får sig en kop kaffe |
Ahmad Muham al Sharif sidder på en trappesten i en af de smalle gader i Zarqa-flygtningelejren, der ligger nord for den jordanske hovedstad Amman.
I disse dage kan han – som de øvrige flygtninge – markere 60-året for sin personlige tragedie, der begyndte, da han som 10-årig måtte flygte fra det land, der nu er Israel.
Men der er ikke noget at fejre ved jubilæet.
”Hele Vesten har vendt os ryggen og lader os sidde her. De hader vores kultur og vores religion, men hvad har vi egentlig gjort dem?,” spørger han.
40 år uden arbejde
| Seks millioner flygtninge |
|---|
| 700.000 palæstinensere blev tvunget til at forlade deres hjem i 1948. I dag er der seks millioner palæstinensiske flygtninge spredt over hele kloden. Hovedparten bor dog tæt på hjemlandet. FN’s hjælpeorganisation for palæstinensiske flygtninge, UNRWA, har registreret 4,5 millioner i Mellemøsten; 1,9 millioner i Jordan, 400.000 i Libanon, 450.000 i Syrien, 1 million i Gazastriben og 750.000 på Vestbredden. Af de 4,5 millioner lever knap 30 procent i flygtningelejre. |
Ifølge Departementet for Palæstinensiske Anliggender, det jordanske flygtningeministerium, er lejren Zarqa uden for byen af samme navn blandt de ringere af 13 lejre i Jordan.
Ganske vist er Zarqa det absolutte centrum for jordansk industri, men en adresse i flygtningelejren virker ikke attraktiv på arbejdsgiverne.
”Jeg har været arbejdsløs i fyrre år,” indskyder 70-årige Athieh Naameh, som sidder ved siden af Ahmed Muham al Sharif.
Bemærkningen afspejler flygtningenes klassiske problem.
Lige siden flugten i 1948 har det været de svageste, der endte i lejrene.
En del har trukket sig selv socialt opad og skabt sig en bedre tilværelse uden for lejrene.
Men mange bor fortsat i lejrene og kæmper dagligt med store vanskeligheder. Nu på 60. år.
I Jordan, hvor myndighederne har givet flygtningene fulde borgerrettigheder, og hvor situationen relativt set er bedst, lever 17,7 procent af flygtningene i lejre.
I Libanon er det tilsvarende tal 52 procent. Her har flygtningene stort set ingen rettigheder, fordi myndighederne frygter at bringe uro i landets skrøbelige etniske balance.
Og på den dybt forarmede Gazastribe bor 47 procent af flygtningene i områdets trange lejre.
1000 kroner om måneden
| Bomber og klinikker |
|---|
|
Folkekirkens Nødhjælp koncentrerer sin indsats blandt palæstinensiske flygtninge på to særligt hårdt ramte områder: 
I det sydlige Libanon: Rydning af udetonerede bombletter, der endnu ligger efter krigen i sommeren 2006. Bombletter er de mindre bomber, der er inde i en klyngebombe, og som kan eksplodere, når f.eks. børn tager dem op i hænderne. I Gazastriben: Støtte til Near East Council of Churches, der blandt andet driver tre sundhedsklinikker. Klinikkerne tilbyder hjælp til alle, der har behov, uanset om de er kristne eller muslimer. |
Bag den usikre hverdag, som millioner af palæstinensiske flygtninge har, er et savn efter det tabte hjemland og en frygt for en usikker fremtid.
”Mine bedsteforældre blev tvunget til at forlade deres hjem i 1948, og jeg sidder stadig her,” siger Ismail Abdallah, som driver et lille metalværksted i Zarqa-lejren.
Han fortæller, at værkstedet giver ham det, der svarer til 1.000 kroner om måneden til at forsørge sin familie på 12 medlemmer.
Det samme ville han tjene på en af fabrikkerne omkring Zarqa, men så ville han til gengæld leve i den konstante frygt for at blive arbejdsløs.
”Når man kommer fra en lejr, er man altid sidst i køen, fordi jordanerne ikke bryder sig om os,” fortæller han og fortsætter: ”Hver gang politikerne kommer med en ny fredsplan for Mellemøsten, er vores ret til at vende hjem mellem de allersidste punkter. Vi lever i lejrene uden rigtigt at leve. Vi lever i et håb om at komme hjem, men det bliver sværere og sværere at tro på.”
Journalist Hans Henrik Fafner