|
| Siden hegnet blev rejst, har Salame Ahmad Oudis fædrende jord ligget på den anden side af hegnet. Nu har han fået brev om, at jorden er overtaget af den israelske stat Foto: Anna Lea Landsted |
Hver dag sætter 78-årige Salame Ahmad Oudi sig uden for landsbyen Habla tæt ved grænsen til Israel. Fra sin plads kan han se et flere meter højt elektrisk hegn med en stor gul jernlåge. På den anden side af lågen ligger hans 0,8 hektar jord. Han venter på, at de israelske soldater skal lukke op, så han kan komme over til jorden. Han ved ikke helt, hvornår det sker. Det plejer at være midt på dagen, men nogle gange sker det slet ikke, og så må han gå hjem med uforrettet sag.
En gang dyrkede Salame Ahmad Oudi frugt og grøntsager nok til at kunne forsørge sig selv, sin kone og seks børn, men en dag i 2002 kom israelske lastbiler kørende og satte et flere meter højt hegn op. Fra den dag har Salame Ahmed Oudi måttet søge de israelske myndigheder om tilladelse til at besøge sin jord.
Siden har han hver dag sat sig og ventet på, at lågen i hegnet blev åbnet. Nogen gange blev den ikke åbnet flere uger i træk. Afgrøderne blev ødelagt, og nu ligger jorden brak.
For få uger siden fik han brev fra en israelsk domstol om, at hans jord er overtaget af den israelske stat. Der stod intet om kompensation eller klagemuligheder. Brevet præsenterede fakta. Jorden er nu israelsk.
Ulovlige bosættelser
Salame Ahmad Oudi er en af de tusinder af palæstinensere, der har måttet afgive sit eget land og vand for at give plads til israelske bosættelser. De 135 israelske bosættelser med tilhørende sikkerhedszoner og omfartsveje, der er oprettet på Vestbredden og i Østjerusalem, har presset palæstinenserne bort fra 42 procent af Vestbreddens areal og frataget dem adgangen til 75 procent af vandressourcerne.
Den 4. Genévekonvention forbyder en besættelsesmagt at overføre sin egen befolkning til besat område og at skabe varige ændringer i landskabet. Mens det internationale samfund og FN gentagne gange har dømt bosættelserne ulovlige, har alle siddende israelske regeringer siden 1967 arbejdet på at oprette bosættelser i de besatte områder.
Plant håb plant et oliventræ |
|
Israelske "forstæder"
Ofte forestiller folk sig, at en bosættelse er en fjerntliggende udpost – en beboelsesvogn på en vindblæst, øde bakketop. I virkeligheden ligner de fleste israelske bosættelser nye forstæder; behagelige bysamfund med grønne områder, swimming pools, biblioteker, uddannelsesinstitutioner og mange tusinde indbyggere.
Flere end 450.000 israelske borgere har takket ja til de økonomiske fordele, den israelske stat tilbyder, hvis man flytter i bosættelse. I bosættelserne kan man få en billig, nybygget bolig, betale mindre i skat og få højere sociale ydelser end i selve Israel.
Humanitær katastrofe
Samtidig forbinder nye israelske hovedveje, som kun kan benyttes af israelere, bosættelserne med staten Israel, så indbyggerne i de nye "Vestbreds-forstæder" kan komme på arbejde i fx Tel Aviv på bare en halv time. Men bag de nydelige israelske bosættelser skjuler sig en humanitær katastrofe.
|
| Foto: Uffe Gjerding |
Bosættelserne og de nye hovedveje, som ikke må benyttes eller krydses af palæstinensere, gennemskærer Vestbredden på kryds og tværs, så palæstinenserne ikke kan nå frem til deres marker, sælge deres afgrøder, komme på arbejde, i skole eller til lægen eller andre af de daglige aktiviteter, der er nødvendige for at skabe udvikling og fremgang.
Palæstinenserne er den befolkningsgruppe i verden, der modtager mest udviklingsbistand pr. person. Alligevel går udviklingen kun den forkerte vej, og fattigdommen i de palæstinensiske områder er vokset med skrækindjagende hast de seneste år.
I en usædvanlig kritisk rapport fra Verdensbanken "Movement and acces restrictions in the West Bank: Uncertainty and inefficiency in the Palestinian economy" fastslår Verdensbanken, at disse begrænsninger i palæstinensernes bevægelsesfrihed forhindrer enhver form for økonomisk vækst og er den direkte årsag til, at den palæstinensiske civilbefolknings levevilkår forværres. Rapporten er udgivet i maj måned.