Hvorfor er det vigtigt at støtte demokratiudviklingen i fattige lande?
| MF´er og tidligere udenrigsminister Mogens Lykketoft |
Det er vigtigt, fordi demokrati ideelt set er en menneskeret, men også fordi bekæmpelse af korruption forudsætter demokratisk udvikling med reel mulighed for at fjerne korrupte ledere - herunder frie medier, der kan afdække embedsmisbrug.
Men det er vigtigt ikke at gribe kampen for demokrati fundamentalistisk an - for slet ikke at tale om igen at forsøge at gennemtvinge demokrati via militær intervention.
Er frihed og demokrati vigtigere end mad på bordet?
Mad, tag over hovedet og arbejde er nok det vigtigste. Arbejdet for demokrati er en proces, hvor vi kan understøtte opbygning af et selvstændigt retsvæsen, et ukorrupt embedsværk, en fri presse og ytringsmulighed for alle - og i det hele taget bedre fungerende regeringsstrukturer.
Hvilken betydning har det, at alle menneskerifølge FN har demokratiske rettigheder?
FN-deklarationer er mål, som er værd at stræbe efter. Og det er meget naturligt, at dansk udviklingsbistand knytter an til disse mål.
Tolkningen må derimod ikke være, at vi kun kan yde udviklingsbistand, hvor regeringssystemet lever op til skandinaviske demokratistandarder, for så bliver det bare et påskud til nye generelle nedskæringer i udviklingsbistanden.
