Danmark
GIV EN GED Flere end 50.000 gaver fra julegavekampagnen ”Giv en ged” 2006 gør nu gavn hos nogle af verdens fattigste mennesker. Danskerne forærede med et glimt i øjet igen i år hinanden geder, høns, medicinsk udstyr og fodbolde.
DANMARKS INDSAMLING I februar 2007 indsamlede Folkekirkens Nødhjælp og seks andre humanitære organisationer 55 millioner til aids-arbejdet i verdens fattige lande.
SOGNEINDSAMLING Tusinder af frivillige indsamlere i 1.250 danske sogne gik på gaden den 4. marts og samlede 14 millioner kroner ind for at standse aids.
MINEAMBASSADØRER Folkekirkens Nødhjælps mineambassadører, 12 kendte danskere med fornavnene Anne og Anders, samlede 750.000 kroner ind til minerydningsarbejdet i DR Congo.
ROSKILDE FESTIVAL Trods ubehageligt meget mudder holdt Folkekirkens Nødhjælps frivillige pantsamlere ud på årets festival og sikrede endnu en fantastisk pantindsamling på 600.000 kr.
GENBRUG I årets løb slog fem nye genbrugsbutikker dørene op. I 2008 satser Folkekirkens Nødhjælp på at åbne flere nye butikker, især større butikker med plads til møbler, som der er stor efterspørgsel på.
LIVREDDERE Folkekirkens Nødhjælps gadehververe har et nyt tilbud til forbipasserende: Bliv Livredder! Livreddere bliver medlemmer af Folkekirkens Nødhjælp, og deres månedlige kontingent bidrager direkte til menneskers overlevelse rundt om i verden.
VELGØRENHEDSKNAP 14 Kvickly xtra-butikker lancerede i efteråret velgørenhedsknappen på flaskeautomaterne. Med knappen kan kunderne vælge at donere deres pant helt eller delvist til Unicef og Folkekirkens Nødhjælp.
Østeuropa og Centralasien
FODBOLDE De 4.538 fodbolde, som danskerne købte i julegave i 2006, var i 2007 med til at åbne mange døre i Centralasien. Helt konkret åbnede de porten til et ungdomsfængsel i Kirgistan.
Her blev arrangeret en venskabskamp mellem indsatte og gæster. Gæsterne vandt kampen, men de indsatte fik til gengæld et håb. For organisationen, som leverede fodboldene, skaber kontakt til indsattes familier, inspirerer til skolegang og gør omverdenen opmærksom på unges vilkår i overfyldte ungdomsfængsler.
BEDSTEHJÆLP I juli fejrede samarbejdet mellem Folkekirkens Nødhjælp, Ældre Sagen og tre kirgisiske organisationer et års fødselsdag. 860 danske adoptanter har med månedlige bidrag støttet selvhjælpsgrupper af fattige pensionister.
Sammenholdet i grupperne hjælper de ensomme ud af isolationen. Det giver ekstra indtægt gennem fælles havebrug, håndværk og billige middage. Og det giver slagkraft i kontakten med myndighederne, som er begyndt at lytte til de ældres krav.
UNGE MED HIV I Rusland kæmper unge med hiv en indædt kamp mod smitten, fordommene og den begrænsede adgang til medicin. En tredjedel af de stadig flere nysmittede i Rusland er unge mellem 15 og 24 år. Folkekirkens Nødhjælp satser især på oplysningsarbejde i øjenhøjde til denne gruppe.
MINERYDNING I Albanien havde Folkekirkens Nødhjælp overdraget det resterende minerydningsarbejde til en lokal organisation, men blev bedt om at fortsætte for at sikre, at minerydningsarbejdet kunne færdiggøres inden 2009.
Afrika
FOREBYGGELSE AF HIV/AIDS Med penge fra Sogneindsamling 2007 har Folkekirkens Nødhjælp hjulpet unge, forældreløse og enker, som er ramt af aids i Tanzania.
60.000 unge har modtaget undervisning, som har resulteret i en senere seksuel debut, hyppigere brug af kondomer og et lavere antal partnere.
Hjemmepleje, støtte til aidsramte samt små lån er også blandt redskaberne til at bekæmpe sygdommen. I Uganda, Malawi og Zambia fortsatte det forebyggende arbejde mod aids.
HYRDEFOLK UNDER PRES Befolkningstilvækst og klimaændringer med uforudsigelig regn og tørke presser i stigende grad de traditionelle hyrders levemåde. Færre græsgange og mangel på vand fører til konflikter både mellem hyrder indbyrdes og med de fastboende bønder.
I Etiopien og Uganda arbejdede Folkekirkens Nødhjælp i 2007 med at forbedre hyrdernes levevilkår blandt andet ved at fokusere på bedre sundhed for deres dyr, så de kan modstå sygdomme. Brønde og damme til dyr er blevet gravet og forbedret.
EFTER KRIGEN I Afrikas største land Sudan var der stadig mange problemer med at få ført fredsaftalen fra 2005 ud i livet. Befolkningen i Sydsudan og millioner af internt fordrevne mangler fortsat at se sociale og økonomiske forbedringer samt politisk indflydelse.
I 2007 fokuserede Folkekirkens Nødhjælp på rehabilitering og genopbygning af landbefolkningens fødevaresikkerhed, skoler samt lokale fredsprocesser i Syd. I Sudans vestlige region, Darfur, fortsatte hjælpearbejdet i de mange lejre for internt fordrevne trods en forværret sikkerhedssituation og et stigende behov for hjælp.
I Burundi gik flygtninges tilbagevenden nærmest i stå i første halvdel af året på grund af korruptionsskandaler, strejker og sammenbrud i fredsforhandlingerne. Alligevel kunne Folkekirkens Nødhjælp og partnere fortsætte arbejdet med renovering af skoler, vandforsyning og biveje.
TØRKE OG OVERSVØMMELSER Situationen i det sydlige Afrikas tidligere ”spisekammer”, Zimbabwe, blev mere og mere desperat. Tørke, galopperende inflation og mangel på basale fødevarer ramte konstant befolkningen.
Folkekirkens Nødhjælp gav humanitær hjælp for at afbøde nogle af de værste virkninger for de fattige. Samtidig blev forsoning og politisk forandring fremmet via kirkerne i det sydlige Afrika. Folkekirkens Nødhjælp gav også nødhjælpspakker til familier i Burundi og Uganda, som blev ramt af oversvømmelser i 2007.
RETTIGHEDER PÅ DAGSORDENEN Både kirkelige og folkelige organisationer har været yderst aktive i debatten om en ny grundlov i Zambia og Malawi. I Zambia kæmpede de for at få deres økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder sikret.
I Malawi arbejdede flere samarbejdspartnere for en lov, der forbyder diskriminering af hiv-smittede og en lov, der giver malawianerne ”retten til mad og god ernæring.”
MINEFRI JORD I den østlige del af DR Congo kunne internt fordrevne og flygtninge vende hjem, fordi jorden er blevet fri for miner. Folkekirkens Nødhjælp uddelte såsæd, husdyr og værktøj til 4000 familier og hjalp dem i gang med deres nye liv.
Minerydningen fortsætter i nye områder i øst, hvor oplysning om aids er en integreret del af projektet.
Asien
KLAR TIL KATASTROFER Massive oversvømmelser i Sydasien og den voldsomme cyklon i Bangladesh kostede færre menneskeliv end tidligere katastrofer, blandt andet fordi vores samarbejdspartnere har været med til at sikre, at befolkningen var forberedt og blev advaret i tide. Værre gik det, da regnen oversvømmede den fattige indiske delstat Bihar.
Her blev det flere steder påvist, at de fattige dalitter og stammefolk blev nægtet adgang til regeringens nødhjælp som konsekvens af den systematiske diskrimination.
OPRØR MOD JUNTAEN Munkenes oprør mod styret i Burma var både godt og skidt for hjælpearbejdet i Burma. Godt fordi det skabte en masse international opmærksomhed om undertrykkelsen af befolkningen i Burma og pres på den burmesiske junta om at ændre sin politik. Skidt fordi vores samarbejdspartnere i Burma følte sig mere overvåget end nogensinde.
Det betød, at de ikke længere turde gennemføre de nødvendige menneskerettigheds-aktiviteter, som juntaen ikke bryder sig om.
RETSOPGØR MOD RÆDSELSREGIMET I Cambodja blev der omsider taget hul på retssagen mod de Røde Khmerers ledere, der i 1970erne var skyld i over 1,5 millioner cambodjaneres død. Folkekirkens Nødhjælp har i årevis presset på for at få det internationale tribunal op at stå.
HJÆLP TIL FLYGTNINGE I Sri Lanka har Folkekirkens Nødhjælps arbejde været præget af uroligheder og kampe mellem regeringen og den tamilske oprørsbevægelse.
Det har betydet, at genopbygningsarbejdet efter tsunami og krig i flere tilfælde er blevet afbrudt og afløst af akut nødhjælp til nye strømme af internt fordrevne.
Folkekirkens Nødhjælps mangeårige arbejde med bhutanesiske flygtninge i Nepal er snart ved vejs ende. Der er nu indgået en aftale om fordeling af samtlige flygtninge, hvoraf mange har siddet i Nepal siden starten af 1990erne. Mange af de i alt 60.000 flygtninge skal genbosættes i USA, men også Danmark og Norge vil tage imod dem som kvoteflygtninge.
Mellemøsten
40-ÅRS BESÆTTELSE Folkekirkens Nødhjælp markerede 40-året for Israels besættelse af Vestbredden, Gaza, og andre områder med en rapport om den israelske bosættelsespolitik og dens humanitære konsekvenser.
Rapporten konkluderer, at det ikke længere er muligt at lave udviklingsarbejde i de besatte palæstinensiske områder. Mere end halvdelen af Vestbreddens jord og vand, forudsætningen for fremgang og udvikling, er i dag under israelsk kontrol.
KONTANTHJÆLP Efter Hamas’ militære magtovertagelse i Gaza har det internationale samfund afbrudt al kontakt med og støtte til området. 80 procent af befolkningen er afhængige af nødhjælp.
Folkekirkens Nødhjælp har helt usædvanligt støttet særligt udsatte familier med kontanter, da det er svært at få nødhjælpspakker ind i området. Familierne får på den måde mulighed for at købe det, de har mest akut behov for, som for eksempel medicin.
KLYNGEBOMBER Arbejdet med rydningen af klyngebomber og anden ueksploderet ammunition blev i 2007 optrappet i det sydlige Libanon. Voldsomme krigshandlinger i 2006 efterlod store civile områder fyldt med farligt krigsaffald.
Mellemamerika
JORD OG MAD I Honduras arbejder partnere fortsat for at få ændret en minelov, som truer den fattige landbefolknings adgang til jord og naturressourcer.
De fattigste i Mellemamerika presses yderligere på grund af øget efterspørgsel på majs til biobrændsel, som har sat priserne på majs i vejret. Majs er den vigtigste basisfødevare i Mellemamerika.
STYRKET RETTIGHEDER I Guatemala og Honduras har Folkekirkens Nødhjælps samarbejdspartnere arbejdet ihærdigt med at styrke kvinders, de fattiges og mayaindianernes rettigheder.
Kvindeorganisationen CDM i Honduras har stået for debatfora om kvinders seksuelle rettigheder.
FORBRYDELSE OG STRAF Det er lykkedes menneskerettighedsorganisationer efter mange års tovtrækkerier at få en aftale mellem den guatemalanske stat og FN om en international undersøgelseskommission (CICIG) på plads.
Den skal undersøge de mange politiske mord, som er begået - men aldrig er opklaret.
KATASTROFER Folkekirkens Nødhjælp har via ACT-netværket i Mellemamerika givet nødhjælp til familier, som blev ramt af orkanen Felix i det østlige Nicaragua. I Guatemalas vestlige højland er støtten til lokalbefolkningen fortsat for at genopbygge fødevareproduktion og vandsystem efter orkanen Stan.
Folkekirkens Nødhjælp december 2007
