Mit navn er Jonas. Jeg er 13 år, og jeg har lige haft en stor oplevelse sammen med min far og Folkekirkens Nødhjælp i Uganda.
Min far støtter Folkekirkens Nødhjælps arbejde, og derfor kunne vi komme ud og se, hvordan pengene bliver brugt.
Jeg vidste ikke rigtig, hvad der ventede mig. Jeg har selvfølgelig set billeder fra u-lande, men det er jo ikke helt det samme.
Både forfærdeligt og fantastisk
Jeg kom som en turist, der hurtigt havde lyst til at fortælle alle om, hvor fantastisk det var med alt den sol og varme, men da jeg tog hjem, var jeg helt stille, fordi jeg ”bare” følte mig så overvældet.
Efter to dage med Folkekirkens Nødhjælp tænkte jeg ikke over noget så ligegyldigt som vejret.
Det jeg så var både forfærdeligt og fantastisk, det var så også min første tur til Afrika.
Megastolt af far
Det er tydeligt, at både børn og voksne kæmper for, at børnene kan komme i skole, og at de kan overleve, og alligevel har de stadig et helt fantastisk overskud til at være venlige overfor alle.
Når jeg ser, hvor meget vi kan hjælpe, bliver jeg megastolt af, at min far støtter Folkekirkens Nødhjælp.
Alle burde prøve at være med på sådan en tur og så bagefter se, om de ikke også får overskud til at støtte.
Hvad betyder rettigheder?
Et projekt, der handlede om rettigheder, gjorde stort indtryk på mig.
Først forstod jeg ikke helt, hvad det betød.
Vi danskere råber straks op, hvis vi ikke får det, vi har ret til.
Men fattige ugandere kender for det meste ikke deres rettigheder.
Og selv hvis de ved, hvad de har ret til, ved de ikke, hvordan de skal få det.
Projektet uddanner nogle lokale i landsbyerne til at holde øje med, at den lokale regering gør det, den skal.
Og de lokale fortæller andre folk, at hvis alle står sammen og hjælper hinanden, kan de få bedre skoler og sundhedscentre og veje.
Det hjælper at give
| Læs også |
|---|
En anden dag var vi ude ved en skole med børn, der enten har mistet en eller to forældre på grund af aids.
Folkekirkens Nødhjælp har hjulpet med at finde plejefamilier til børnene.
De, der tager et barn til sig, får til gengæld to geder og nogle afgrøder, de kan dyrke.
Det betyder, at de kan få mad til både deres plejebarn og resten af familien.
Jeg havde taget fire kasser Lego med fra Danmark, og dem gav jeg til en klasse, for at så mange som muligt kunne få glæde af gaven.
Børnene blev meget glade, og det var en god følelse at kunne gøre en lille forskel.
De forstår at sætte pris på de ting, de har.
Det kunne man godt lære noget af i Danmark.
Med alt det, jeg har skrevet her, vil jeg gerne fortælle, at det hjælper at give. Og alle, der gør det, kan godt være stolte.
Så nu tænker jeg: Alle burde gøre det!
