Folkekirkens Nødhjælp

Tip en ven Print Forstør tekst Formindsk
 
 

Nyheder

Skuespiller vælger strøm med omtanke

04.06.2010: Ligesom du kan vælge at købe økologisk og naturvenligt i supermarkedet, kan du være politisk forbruger via dit elvalg. Det er skuespiller Lars Bom. Han er nemlig gået over til NØDSTRØM.

Lars Bom er kritisk strømforbruger.
Foto: Søren Jonesen

Lars Bom forsøger at tænke på miljøet, når han køber ind. Nu har han valgt at tage skridtet videre og støtter nu verdens fattigste gennem sin elregning.

Med NØDSTRØM, der udbydes af firmaet Naturenergi, støtter han via sin elregning vedvarende energi – samtidig med han støtter Folkekirkens Nødhjælps klimaprojekter. Otte procent af elregningen går nemlig til at ruste verdens fattigste til at modstå klimaforandringerne.

Man kan jo godt finde strøm, der er billigere end NØDSTRØM?

”Ja, det kan man. Man kan også købe buræg, ikke? Man kan altid spare, men hvad er det så, man køber? Vi har altså valgt at spare andre steder,” siger Lars Bom.

Naturligt at hjælpe

Den 49-årige skuespiller står i sit lyse køkken i Virum uden for København og er ved at lave kaffe. Lars Bom har sagt ja til at være ambassadør for NØDSTRØM, og for ham er det en helt naturlig ting at hjælpe.

Han har således støttet u-landsarbejde så længe, han kan huske.

Vi sætter os ved spisebordet. Lars Bom ser NØDSTRØM som en god og anderledes måde at hjælpe på.

”Det er en måde at integrere hjælpearbejdet i ens husholdning,” siger han.

Der er brug for hjælp

Det er afgørende, at vi i Danmark gør, hvad vi kan for at hjælpe verdens fattigste, mener Lars Bom.

”Vi lever desværre i en verden, hvor der er brug for private initiativer som NØDSTRØM,” siger han og fortsætter:

”Det handler om at hive folk ud af fattigdom. Mindre fattigdom betyder mindre korruption, mindre sult, mindre religiøs fanatisme og mindre krig.”

Vi kan ikke bare se på

Lars Bom har selv været i Kenya og synes ikke, at 8 procent af elregningen er meget at må undvære.

”Når man har været i Kenya, bliver ens egne materielle behov sat i perspektiv. Jeg har mødt løbere, der deltes om et par løbesko. De delte løbesko! Har jeg så noget at klage over? Nej!”

Tror du så hjælpen virker?

”Ja, det gør jeg. Det har jeg også set dokumentation for at den gør.”

Men der er jo også korruption i mange af de her lande?

”Ja, det er der. Sådan er det, hvis du vil arbejde i Afrika. Så må man acceptere nogle ting. For man må jo også spørge sig selv: Hvad er alternativet? Skulle vi bare sidde på vores hænder og se på? Det kan vi jo ikke.”

Du kan læse mere og tilmelde dig NØDSTRØM her

Nikolaj Søndergaard (nico@dca.dk)