Den landsdækkende indsamling gav over 15 millioner kroner, hvilket er en stigning på over en million kroner i forhold til sidste års indsamling.
”Vi er fantastisk glade og taknemmelige. Det er 10. gang, at Folkekirkens Nødhjælp samler ind. 20.000 frivillige over hele landet har deltaget, og næsten overalt har vi oplevet, at danskerne giver mere end de plejer,” siger generalsekretær Henrik Stubkjær.
”Jeg er stolt over, at danskerne på denne måde tilkendegiver, at de vil hjælpe verdens fattigste,” siger generalsekretæren.
Pengene fra søndagens sogneindsamling går til Folkekirkens Nødhjælps arbejde med fokus på sårbare børn og til hiv-aidsprojekter i nogle af verdens fattigste lande.