100, 50, 20 år! Klimaforandringerne er vor tids største udfordring, og mens forskere verden over forsøger at sætte tal på hvor lang tid vi har til at vende udviklingen, så er klimaforandringerne mange steder allerede en grum realitet.
Med kampagnen ’Green Footsteps - Act for a Fair Climate Deal’ skabte Folkekirkens Nødhjælp og Roskilde Festival politisk opmærksomhed om, at man ikke løber fra regningen! Når verdens ledere sætter sig til bordet ved klimatopmødet i
København til december, er det med en melding fra over 17.018 festivalgæster om, at de ikke glemmer de fattigste lande, der uforskyldt lider under klimaforandringerne. Hvis ikke der bliver afsat penge til at betale regningen for industrialiseringens konsekvenser for ulandene, så er der udsigt til massiv migration, kampe og hungersnød.
Klimaforandringerne er menneskeskabte – et resultat af en industrialisering, der har haft større konsekvenser end nogen kunne forudse. Isen smelter og ændrer fangstgrundlaget i nord, sydpå indskrænker tørken de frugtbare områder og udløser intense kampe om knappe ressourcer og i alle fire verdenshjørner har ekstreme vejrforhold ødelagt huse, byer og liv.
Årets pantindsamling på Roskilde Festival går til Bengalen, et geografisk område i Bangladesh og Indien. Den frugtbare sydlige del af Bangladesh, der er landets spisekammer, ligger lavt og risikerer at blive permanent oversvømmet og ubrugeligt, hvis ikke der bliver bygget diger og landbruget bliver tilpasset til de ændrede klimaforhold.
Vi har rapporter fra Bengalen om oversvømmelser der ødelægger livsgrundlaget for mange af områdets fattigste. Læs rapporten her. Derudover har vi gravet dybt i Danmarks indsats for at hjælpe ulandene med tilpasningen til klimaforandringerne og set om vi i Danmark er villige gøre vores for at opnå en fair klimaaftale. Læs resultatet her