Green Footsteps og pant i massevis
- vi blogger fra Roskilde
Frivillige og medarbejdere blogger fra Roskilde Festival i juli 2009.
Meet the Bloggers
Følg med og giv din mening om klimaforandringer, Green Footsteps og pantindsamlingen.
Hvordan går det med pantindsamlerne, hvor meget pant er der blevet samlet, hvor mange underskrifter er der kommet ind?
Hvordan er vejret, hvad er Førefoden og hvad laver den, stemningen på festivalpladsen, festivalgæsternes reaktioner på Green Footsteps – Act for a fair Climate Deal?
Mål i sigte
14.679 dejlige underskrifter nåede vi op på i går. Så selvom dagshøsten er blevet væsentlig mindre end den var inden festivalpladsen åbnede og musikken startede, så er der en ret god chance for, at vi når vores nye mål på 15.000 underskrifter i dag.
Selvom solen bager og vores arbejds T-shirts er sorte, så er der stadig god stemning og entusiasme at finde hos underskriftsgruppen. Der er dog flere, der har været lidt plaget af influenzasymptomer som ondt i halsen og feberfornemmelser. Det skyldes dog nok snarere alt for meget varme og støv end egentlig sygdom.
Derfor er der også konstante påmindelser i luften om at huske at drikke, huske at holde pauser og huske at spise. Det kan godt være svært at overtale sig selv til at spise, når man er lige ved at koge over. Men det er meget vigtigt at få noget mad indenbords for at undgå solstik og hedeslag. Derfor er det også virkelig rart, at der er en medarbejderlounge inde på musikpladsen, hvor der blandt andet er adgang til gratis kold saft. Så kan man altid holde den kørende på sukker og farvestoffer.
Sol, Scener og Stubkjær
I går klokken 17 blev portene til festivalområdet åbnet og festglade, musikhungrende festivalgæster stormede ind og indtog de mange scener, madboder og ikke mindst skyggeområder. 7 dages bagende sol og høje temperaturer har gjort pladser i skyggen utroligt eftertragtede og solcreme til en nødvendighed hos selv de mest hærdede solelskere.
Faktisk har det været så varmt under hele festivalen, at man næsten skulle tro, at vejrguderne forsøger at give festivalgæsterne et lille indblik i, hvordan det er at bo i et land ramt af klimaforandringer og tørke. Der er efterhånden også langt mellem kommentarerne om, at det da ikke gør noget, hvis klimaforandringerne skaber lidt lunere temperaturer i Danmark. På Dyrskuepladsen i Roskilde, er der efterhånden meget, meget lunt!
For underskriftindsamlingen betyder åbningen af musikpladsen, at vi i dag bevæger os ind i en ny fase, hvor vi ikke længere kun skal samle underskrifter på camping områderne, men også skal opsøge de folk, der venter på koncerter, hænger ud på festival pladsen eller nyder VIP-goderne i mediebyen. Det giver os et langt større areal at dække, men samtidig er musikpladsen også fyldt med klimavenlige tiltag og information, der kan hjælpe med at henlede opmærksomheden på vores klimaagenda.
Et af de tiltag er Odeon scenen, der er blevet udråbt til sustainable stage – bæredygtig scene. Her bliver al energiforbruget dækket af vedvarende energikilder og lysshow og storskærme er af særlig energibesparende karakter. Det fede ved denne scene er ikke kun, at den sender et signal til om, at Roskilde Festival selv gør noget for klimaet, men at den samtidig er et udtryk for, at man ikke behøver at gå på kompromis med musikken eller sin egen livsstil, hvis man vil gøre en indsats for klimaet. Fede koncertoplevelser og omtanke for miljøet kan sagtens gå hånd i hånd!
Foto: Christina Lundbye
Dagens indsamling blev sparket i gang med et fællesmøde hvor Folkekirkens Nødhjælps generalsekretær Henrik Stubkjær var på besøg og blandt andet informerede os om, hvordan vores kampagne er blevet modtaget i medierne udenfor festivalen. Roskilde Festival er et helt bysamfund i sig selv med op mod 90 – 100.000 indbyggere og som festivalgænger forsvinder man hurtigt ind i en boble, hvor man let glemmer, at resten af landet følger med i, hvordan festivalen skrider frem.
Derfor var det godt at høre, at vores kampagne og resultater faktisk rammer landets store medier, så der bliver sat yderligere pres på politikerne for at skaffe en fair klimaaftale for verdens fattigste. Samtidig er det også tilfredsstillende at kunne vise kampagnen, de mange klimavenlige tiltag på festivalen og resultatet af vores arbejde frem for ledelsen i Folkekirkens Nødhjælp. Og flere af de fastansatte trak i trøjen efter vores møde og gav en hånd med til indsamlingen.
Foto: Christina Lundbye
Generalens skulderklap
"Det er den største folkelige opbakning til klimasagen, vi endnu har set forud for FNs klimatopmøde - og det skal I som frivillige ha' tusind tak for at have organiseret", sagde en glad og stolt generalsekretær, Henrik Stubkjær, da han fredag middag kæmpede sig gennem middagsheden ud til Human-to-Human kampagnens base i Camping West ved den store vindmølle.
Henrik Stubkjær mødtes med de mange frivillige, der siden sidste efterår har knoklet med at stable den bedst integrerede festival-kampagne på benene nogensinde. Folkekirkens Nødhjælps generalsekretær glæder sig til at de mange tusinde underskrifter (langt over 13.000 i skrivende stund) skal overrækkes til klimaminister Connie Hedegaard på Orange Scene søndag eftermiddag.
På billedet ses projektleder Ane Gerken og FKNs klimamedarbejder Mathias Söderberg, der tidligere på formiddagen som oplæg til dagens pant-knoklere, at selvom det er varmt i dag - så skal vi regne med at det bliver endnu varmere i de kommende år pga. CO2 udledningen og det skrøbelige gloable klima.
Pantchef Anders Clausen (tv.) forklarede den samlede forsamling: "Rejs jer op og buk jer ned - så ved I hvad der venter jer på de næste otte timers pantvagt!"
Pant - med orange opbakning
"Last year the humanitarian fokus received more than one million kroner from the refund collectors" brølede de to faste konferenciers ud fra Orange Scene, der torsdag kl. 18 bød velkommen til den 39. festival i rækken, og "støt op om projektet, der i år går til Bengalen".
Og allerede inden - fra kl. 17 var massevis af pantindsamlerhold på plads. Enkeltvis med tyrkis plasticposer eller i lidt større grupper trækkende eller skubbende med den store pant-kærre.
Der er konkurrence om panten - der er fortsat en del udlændinge, der er hurtige til at fylde deres kæmpe sække - men det virker somom festival publikummet foretrækker at aflevere deres pant til en autoriseret humanitær indsamler.
Endnu en hård dag som pantfrivillig venter - vejrvarslet er ikke til at tage fejl af...
Vi taler i tal!
228.000 kr i tomme dåser og bortførte flasker på nuværende tidspunkt. Det er et godt stykke over sidste års rekordindsamling og pantindsamlingen er allerede på vej mod nye højder.
Næsten 13.000 højtråbende underskrifter indhentet af engagerede underskriftsindsamlere, der efterhånden har klimatalen på rygraden. Den bliver spredt autoritativt og overbevisende, og selv om det bliver sværere, så bliver vi også bedre.
Vi satser på 15.000, og det skal vi nok nå! Medierne følger kampagnen intenst - tjek Politiken idag, Urban imorgen og Citadel næste gang det rammer gaden.
Fra hårde facts til bløde toner. Stemningen er fantastisk og holdånden er stærk - alle træder til, når der er brug for en ekstra hånd, og det er fantastisk at mærke. Vi glemmer ikke, at vi er på festival, og vi mødes i lejrene om aftenen og hygger sammen.
Kort og godt vi har rigeligt med hårde facts og bløde fortællinger, der melder om en succesfuld kampagne. Det flyver med kække kommentarer fra glade festivalgængere, og de er på vores side: "Kæmp for klimaet - det kan ikke selv slås"! Og det gør vi så...
Et Kys for Klimaet
Det var så i dag, at årets skattejagt løb af stablen. Et hav af entusiastiske festivaldeltagere havde kvalificeret sig til at endevende campingområdet og prøve kræfter med de aller mest spændende events, dette års festival byder på. Her i blandt vores underskriftindsamling. Omkring kl. 12:15 kom de to første konkurrerende skattejæger hold forbi – team S.S. Martha og Kanelsneglene. De var begge i højt humør og gik stærkt til værks med at indsamle de 50 underskrifter, som de hver især havde 5 minutter til at vende tilbage med. Holdene strøg ud i campinglejrene og fik hurtigt engageret en masse tømmermændsramte festivaldeltagerne. Alle kneb galt for skattejægerne og udråbet: ”Du får et kys hvis du skriver under” blev brugt af både piger og drenge – samt på begge hold.
I alt blev der i løbet af bare 2 ½ time samlet omkring 700 underskrifter ind! De fleste blev nok underskrevet på et ganske sparsomt grundlag af information, men det fortæller dog også noget om, hvor let årets budskab om ”En Fair Klimaaftale” går ind hos festivalgæsterne! Vi har på de sidste blogs berettet om, hvor let underskriftindsamlingen går for os – hvor hurtigt budskabet forstås og hvor godt det modtages, men vi kan nu også konstatere at budskabet simpelthen sælger sig selv.
Dette leder os over på det indeværende resultat af indsamlingen: 10.833 underskrifter mine damer og herrer – dvs. at vi nu på fjerde dagen og halvvejen har nået vores mål på 10.000 underskrifter, samt at vi alle 4 dage har sat foreløbig rekord.
Tak til alle de dejlige gæster, til indsamlerne og også til dagens skattejægere. Men bare rolig vi fortsætter igen i morgen med om muligt endnu større entusiasme.
Climate Community gennem en linse
Solen skinner over Roskilde, folk er glade, OG de bakker op om en Fair Climate Deal. Det er super fedt at se.
I dag har jeg beskæftiget mig mest med pressearbejde og vist både Citadels fotograf Niels Kondo og politiken-journalist Ole Rasmussen rundt på Climate Community. Her er de grønne aktiviteter koncentreret og både kampagnens klima-heppekor og den grønne ”fører-fod” synger, danser og cykler for verdens fattigste, mens underskrifterne kradses ned på go-cards og indsamles.
Med politikens ATS-skribent besøgte Lars i fod-kostumet og jeg Promille-service og Orange Camp og fik bl.a. historien om den klimavenlige energi, der driver deres kæmpe musikanlæg, og som for Orange Camps vedkommende er et solcelle-anlæg, de har lånt mod wienerbrød.
Her til aften skal jeg ud at samle underskrifter, og jeg glæder mig til at indgå i dialog med gæsterne om klimaforandringer og –ansvar. Vi er netop nu oppe på 7.064 underskrifter, så jeg er sikker på, vi nok skal nå de 10.000 inden søndag!
Optimisme og flotte farver
Med bagende sol og stemning i top fra dag 1 er der ægte klima optimisme i Roskilde. Og med knap 5.000 underskrifter på to dage synes målet på 10.000 underskrifter ikke længere så langt væk. Der bliver taget rigtig godt imod, når de kampagnefrivillige drøner rundt og stopper folk med et "Hey - vil du skrive under på en retfærdig klimaaftale?"
Årets humanitære farver har virkelig ramt plet. Med blå himmel og bagende sol matcher en grøn lederfod flot den hvide vindmølle i baggrunden og de myreflittige pantindsamlere i turkis.
Og de humanitære kampagne t-shirts lyser også godt op med det grønne fodaftryk og det Roskilde-orange ACT. Her er det projektleder Ane under søndagsinstruksen.
2100 Happiness!!
2100 er ikke kun postnummeret på knap så klimaramte velhavere i det nordlige København, men også det magiske resultat af den første dag af FKN’s underskriftsindsamling på Roskilde Festival 2009. Det er heldigvis bred enighed om, at der skal lægges pres på regeringen for at skaffe en fair klimaaftale, der afsætter flere og nye penge til udviklingslandene. Her får I lige en kort brief på de to første dage?
Vi trisser rundt i solen og snakker med folk til tonerne af Billie Jean på repeat – folks egen lille mindekoncert for Michael Jackson. Alle virker glade, festivalhungrende og klimabevidste, så da vi talte stakken af go-cards sammen i går, nåede vi op på 2098 underskrifter for en fair klimaaftale. Malou, som har en ubændig trang til runde tal, sprang dog på de to nærmeste ofre og skubbede tallet til 2100.
I dag har vi klippet snoren for Det Bengalske Klimakor, som har komponeret en helt fantastisk sang til underskriftsindsamlingen! Findes også i tysk version (!), men her kan I høre den danske?: En klimaflygtnings dagbog. De skaffer en del opmærksomhed, så vi er ganske optimistiske med at nå målet om 10.000 underskrifter.
Budskabet er heldigvis også trængt igennem til medierne, så tun ind i morgen (tirsdag) på P3 kl. lidt over 7, hvor jeg bliver grillet af Kanonkongen og de andre skarpe tunger på Sommermorgen på P3. Politikens Ole Rasmussen kommer ud pladsen og tjekker Green Footsteps ud til en bagsidehistorie, og der er god interesse for pantindsamlingen også, så vi trænger igennem!
Dagens resultat tikker ind, mens jeg hakker i tasterne – vi er nu oppe på fantastiske 4950 underskrifter efter blot 2 dage! Det hele glider perfekt?

