Sammen med Roskilde Festival satte Folkekirkens Nødhjælp fokus på klimaforandringernes konsekvenser for de fattigste i Bengalen under sommerens festival med kampagnen Green Footsteps - Act for a Fair Climate Deal og humanitær pantindsamling.
Rapporten ”I forurener – vi synker…” viser, hvordan mennesker i Bengalen lige nu oplever konsekvenserne af klimaforandringer. Verdens rige og industrialiserede lande bærer et stort ansvar for klimaforandringerne. Med princippet om at forureneren betaler, bør verdens rige lande betale for de klimatilpasninger, der er behov for i lande som Indien og Bangladesh. Se rapporten her
Handling gik hånd i hånd med krav om en fair klimaaftale på Roskilde Festival 2009. Der blev taget over 40.000 grønne skridt mod en mere klimavenlig festival og over 17.000 festivalgæster skrev under for en klimaaftale der tilgodeser verdens fattigste.
På Orange Scene fik klima- og energiminister Connie Hedegaard overrakt resultatet af kampagnen med en opfordring om at forhandle en fair climate deal ved topmødet i december.
Folkekirkens Nødhjælp og Roskilde Festival gennemførte igen i 2009 en humanitær pantindsamling, hvor over 1000 frivillige indsamlede dåser, flasker og glas i 24 timer. Pengene fra pantindsamlingen går til Folkekirkens Nødhjælps katastrofeprogrammer i Bengalen.