”Rent Vand Koster” kampagnen, som kører i en række cafeer landet over har blandt andet givet Kr. 200.000 til drikkevandsbrønde i Malawi. Det bliver til syv brønde i alt, som kan forsyne over 2000 mennesker med rent drikkevand.
Kvinderne sparer tid og børnene bliver sunde. Det er et par af de umiddelbare fordele ved at få ”lagt vand ind”. I Malawi betyder dette, at der bliver adgang til en brønd tæt på landsbyen. Brønden betyder utroligt meget for kvinder og børn. For kvinderne er der ”helle” ved brønden. De kan sludre og udveksle erfaringer og hele deres sociale netværk bliver dannet ved brønden. Men det tærer på helbredet, hvis kvinderne skal gå flere kilometer efter vand. Børn er mest sårbare over for det urene drikkevand og mange tusinde dør hvert år i Malawi, som følge af urent drikkevand. Adgang til rent drikkevand er ensbetydende med adskillige trin op af udviklingsstigen for et lille lokalsamfund og rent drikkevand er samtidig en forudsætning for, at Malawi kan nå at opfylde FN’s udviklingsmål for 2015.
Folkekirkens Nødhjælps partner, Christian Service Committee (CSC) har sammen med den lokale befolkning i kommunerne, Champira og Mponela i det centrale Malawi udpeget de syv landsbyer, hvor der er størst behov. Tre brønde skal bores som følge af stenet undergrund, hvorimod fire brønde kan graves manuelt. Brøndene forsynes med cement ringe, så de ikke falder sammen. Der bliver endvidere bygget en cement mur omkring brønden og lagt låg på – både for børnenes sikkerhed og for at fugle og dyr ikke kan forurene vandet. En gruppe brugere bliver valgt til at holde øje med brønden og opkræve et mindre beløb til vedligeholdelse.
De lokale myndigheder er glade for at CSC på den måde hjælper til at udfylde de tørre pletter i kommunerne med brønde. De mange brugere er glade for det friske og rene drikkevand. Det kommer nok de færreste for øre, at pengene kommer fra tørstige sjæle i Danmark.
Lennart Skov Hansen, Lilongwe 2008