|
|
| Generalsekretær Henrik Stubkjær overrækker et bevis på de mange underskrifter. De egentlige underskrifter indgår i den internationale pulje som overrækkes til FNs klimachef senere på måneden. |
”Der er ingen tvivl om, at klimaproblemer og verdens fattigste hænger uløseligt sammen.”
Sådan sagde den nyudnævnte klimaminister Lykke Friis, da hun fredag formiddag fik 20.588 danskeres opbakning til at kæmpe for en fair klimaaftale for verdens fattigste under COP 15.
I Klimaministeriet kulminerede over et års indsamling af underskrifter her i Danmark til den internationale kampagne Countdown to Co2penhagen, da generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp, Henrik Stubkjær, sammen med to frivillige overleverede de mange underskrifter.
”Jeg er meget stolt af at kunne overrække dig underskrifterne fra 20.588 helt almindelige danskere. De er samlet ind af frivillige fra Folkekirkens Nødhjælp og Grøn Kirke på gader og stræder, i skoler, foreninger, kirker og via internettet under overskriften klimahåb til verdens fattige – med budskabet om, at handling giver håb,” lød det fra generalsekretær Henrik Stubkjær til Lykke Friis.
|
|
| Frivillige i ungdomsnetværket Cecilie Tellefsen og Henrik Jøhnk fortalte Lykke Friis, hvordan det har været tidskrævende men også sjovt at samleunderskrifter ind. Foto: Peter Høvring |
Klimaminister Lykke Friis kvitterede for underskrifterne med et ”1000 tak for engagementet”:
”Som alle andre problemer, for at vi bliver i stand til at løse dem, kræver det et engagement, og at man kan gå ud og få engageret andre. Og I har været meget engagerede her. Det sætter jeg virkelig pris på. ”
Generalsekretær Henrik Stubkjær benyttede også lejligheden til at ønske Lykke Friis tillykke med jobbet som klimaminister.
”Det er nok en af de vigtigste poster lige nu. Og vi ønsker dig mod, styrke, diplomatisk tæft og evnen til at se de millionerne af mennesker, det handler om. Dem, der rammes af de menneskeskabte klimaforandringer,” siger han.
Det er Folkekirkens Nødhjælp, der står bag underskriftsindsamlingen i samarbejde med Grøn Kirke, søsterorganisationer og samarbejdspartnere i hele verden.
Globalt er der indsamlet over 370.000 underskrifter. De skal overrækkes af ærkebiskop Desmond Tutu til FNs klimachef Yvo de Boer d. 13. december kl. 11.30 på Rådhuspladsen.