Folkekirkens Nødhjælp

Tip en ven Print Forstør tekst Formindsk
 
 

Genbrug

Genbrugs-kaptajn på 81

17.11.2009: Helene Nielsen på 81 er på 9. år Hvidovre-genbrugsbutikkens daglige leder.

Helene Nielsen er kontaktperson, dvs. daglig ansvarlig, for Folkekirkens Nødhjælps genbrugsbutik i Hvidovre. Og lige om lidt bliver hun 82.

Men nogen sart og skrøbelig morlille med bævende stemme er hun ikke.

Helene Nielsen

Billedet med kaptajnen der står på kommandobroen og tager solidt bestik af vejr og vind for at føre skuden sikkert i havn passer meget bedre.

Det handler om mennesker!

”Når man er kontaktperson, er det en fordel at kunne lide mennesker, og det kan jeg. Og det er nogen usædvanligt søde damer, der er her,” siger hun med et strålende smil.

De i alt 45 frivillige er opdelt i 11 formiddags- og eftermiddagshold. Kun lørdagen er ikke så populær, så den tager Helene selv sammen med Kurt, en ung mand på 58.

Energidynamo med lav cigarføring

Helene er på fuld kraft hele tiden og der er altid noget der skal ordnes eller nogen der skal besøges. ”Jeg er udstyret med stor energi og så pligtfølelse. Men ikke noget med høj cigarføring – vi skal takke folk og ikke lave for mange regler.”

Genbrug skal også se pænt ud

”Jeg tror det går så godt her, fordi vi fra starten har haft nogle helt klare regler. F.eks. at vi stryger alt tøjet. Det ser så pænt ud, så vi stryger meget her."

Fakta

Genbrugsbutikker, omsætning 2008

Hvidovre-butikken: 223.870 kr.
Landsgennemsnit: 178.438 kr.

Og Helene tager selv en solid tørn, f.eks. den dag hun strøg 25 skjorter og kom hjem kl. 22. om aftenen.

Her er så rart at være

Det går forrygende godt i den relativt ny forretning på Hvidovrevej 284. Butikken tager næsten hver dag et rigtigt pænt overskud hjem. "Folk er jo nogen gange ikke til at drive ud herfra, og det er selvfølgelig, fordi her er rart at være."

Elisabeth Holm Hansen (ehh@dca.dk)

Genbrugsbutikken i Hvidovre på nettet