Folkekirkens Nødhjælp

Tip en ven Print Forstør tekst Formindsk
 
 

Spørgsmål og svar om SKIFt

Hvem har produceret tøjet?

Tøjet er produceret af fisks samarbejdspartner Fil Bleu, som er et projekt under foreningen International Kontakt. Fil Bleu består af bomuldsbønder, vævere, farvere og skræddere i Mali og Burkina Faso, samt en styregruppe i Danmark.

Hvad består tøjet af?

SKIFt kollektionen består af fem stykker tøj, syet af forskellige slags stoffer. Noget af stoffet er damaskvævet, og er indfarvet af et kvindekooperativ i Ouagadougou i Burkina Faso. Andet stof i kollektionen er maskinvævet vestafrikansk bomuld der er produceret på vestafrikanske fabrikker. Det karakteristiske design på dette stof er typisk fra Vestafrika, og er en del af modebilledet dér.

Bomulden der er brugt i kollektionen er vestafrikansk, og størstedelen af stoffet er forarbejdet på fabrikker i Vestafrika. På den vis bidrager SKIFt til at støtte den eksisterende bomuldsproduktion i Vestafrika, der udgør livsgrundlaget for utroligt mange mennesker i området. Den Vestafrikanske bomuldsproduktion er stærkt truet af faldende verdensmarkedspriser, introduktionen af syntetisk bomuld, samt Kinas stigende eksport af bomuld. Samtidig er konkurrenter fra Kina begyndt at kopiere de typiske afrikanske designs og sælger dem billigt gennem illegale netværk i Vestafrika. Bomulden der er brugt i SKIFt kommer ikke direkte fra de bønder der er tilknyttet projektet, da kvaliteten af det stof der kommer direkte derfra, er for kraftig i forhold til det look vi ønskede at give kollektionen.

Alt tøjet i kollektionen er syet af skrædderne i Ouagadougou.

Hvad går pengene til?

De penge man betaler for et stykke af SKIFt kollektionen går direkte til producenterne i Vestafrika samt til Folkekirkens Nødhjælps arbejde (bortset fra udgifterne til transport og materiale). Alt arbejde med kollektionen i Danmark er frivilligt ulønnet arbejde. Det stykke arbejde der er lagt i fx syning eller farvning i Syd, er aflønnet efter hvad der er vurderet som en fair betaling.

Overskuddet i Fil Bleu fordeles mellem de forskellige grupper der er medlem af Fil Bleu (undtagen til styregruppen i Danmark). Pengene bruges forskelligt i grupperne, da deres behov ikke er ens. Dog er det et krav at det besluttes demokratisk i grupperne, hvordan pengene bedst bruges. Eksempelvis valgte kvindekooperativet i Koudougou at bruge pengene på videreuddannelse af gruppen (kurser i farvning og vævning), mikrokreditter og indkøb af mere materiale. Ifølge kvinderne bidrager pengene til at sikre deres daglige økonomi og mikrokreditterne har hjulpet flere af dem til at få selvstændige forretninger i gang.

Er SKIFt fair trade?

Ja. Produktionen og salget af SKIFt lever op til de overordnede principper og kriterier for fair trade som defineret af IFAT (International Fair Trade Association, se yderligere om IFAT på www.ifat.org ). Dette er principper såsom respekt for menneskerettigheder i produktionen, fair betaling, respekt for miljøet, langsigtet samarbejde mm.

Fil Bleu er lige nu ved at søge om medlemskab af den international fair trade organisation IFAT, og forventes at opnå medlemskabet i løbet af efteråret. Et medlemskab af IFAT forpligter en producent og samarbejdspartner til at leve op til kriterierne for fair trade. Producenten skal aflægge en ”self-assessment” rapport hvert andet år, i hvilken producenten skal argumentere for på hvilken måde de lever op til standarderne for fair trade. Samtidig aflægger IFAT uanmeldte kontrolbesøg hos en procentdel af producenterne.

Inden for fair trade opererer man med minimumskrav og processkrav. Minimumskrav er nødvendige for at sikre at produktionen lever op til en vis standard. Dog er det vigtigt at man også tager hensyn til at udvikling er en langsigtet forandringsprocess, også for at sikre at de fattigste og mest marginaliserede også kan inkluderes i fair trade initiativer.

Fil Bleus efterlevelse af fair trade principperne blev i øvrigt evalueret under produktionsprocessen af en af de frivillige fra fisk, der har erfaring inden for fair trade området. Her blev det konkluderet at Fil Bleu i det store hele lever op til principperne, men at visse punkter og områder dog kunne forbedres. Disse punkter forsøges der at blive rettet op på, og der er ved at blive lagt en langsigtet plan for hvordan man gennem samarbejdet kan forbedre forholdene yderligere. Til dette formål har projektet modtaget støtte fra Roskilde Festivalen.

Hvorfor er SKIFt ikke Max Havelaar mærket?

Inden for fair trade eksisterer der to generelle systemer. Det ene system relaterer sig især til produktion og betaling af råvarer (fx kaffe, bananer, the og bomuld), hvor det andet system er mere velegnet til mere forarbejdede produkter, der ikke er så lette at standardisere, såsom kunsthåndværk (fx vaser, smykker, kurve mm). Max Havelaar mærket er garantimærket for fairtrade producerede og handlede råvarer, og det andet system administreres i Danmark af enten Fair Trade Danmark eller den internationale organisation IFAT.

Max Havelaar systemet (fairtrade) er hovedsagligt relateret til den primære fase af produktionen (råvarer), hvor det andet system er nærmere relateret til slutfasen af produktionen (fx syning). De to systemer kan i nogle tilfælde godt overlappe hinanden, fx i tøjproduktion hvor råvaren bomuld kan være Max Havelaar mærket og organisationen bag produktionen kan være medlem af IFAT.

Produktion og handel med tekstil er et omdiskuteret område inden for fair trade, som der endnu ikke er nogen helt klare løsninger på. Området er især komplekst på grund af de mange forskellige led i tekstilproduktion. Max Havelaar mærket kan garantere at bomuldbønderne har arbejdet under ordentlige vilkår og er blevet betalt ordentligt, men mærket garanterer ikke alle de mange andre led der ofte er i tekstilproduktion.

SKIFt er ikke Max Havelaar mærket fordi det ikke kunne lade sig gøre at skaffe fairtrade certificeret bomuld i den rette kvalitet. Samtidig har fokus i dette projekt været på slut-produktionen, nemlig sy- og farveprocessen. Selvom SKIFt ikke er Max Havelaar mærket, lever produktionen alligevel op til kriterierne for fair trade som defineret af IFAT. På længere sigt er det ønskværdigt at kunne sætte Max Havelaar mærket på fremtidige SKIFt kollektioner, men hvorvidt dette er muligt vil fremtiden vise.

Er SKIFt økologisk?

Nej, desværre er SKIFt ikke økologisk. På længere sigt håber vi dog på at kunne gøre SKIFt kollektionen økologisk. Fil Bleu er dog allerede involveret i produktion af økologisk bomuld, hvilket forventes at blive udviklet yderligere fremover.

På hvilken måde gør mit køb af SKIFt en forskel?

Ved at købe et stykke tøj fra SKIFt kollektionen, bidrager du direkte til beskæftigelse og lokal udvikling i Vestafrika, samtidig med at du støtter Folkekirkens Nødhjælps arbejde. Ved at købe et fair trade produkt viser du også indirekte at du støtter kampen for bedre vilkår indenfor både handel og produktion især i udviklingslande.

Hvad er fremtiden for SKIFt?

Samarbejdet med Fil Bleu fortsætter og skulle gerne resultere i nye kollektioner og løbende kapacitetsopbygning af producenterne i Syd. På længere sigt ønsker vi at udvide konceptet til også at omfatte produkter der er produceret i Folkekirkens Nødhjælps fokuslande i eksempelvis Asien eller Mellemamerika.