Folkekirkens Nødhjælp

Tip en ven Print Forstør tekst Formindsk
 
 

fisk

SKIFt stil - trade fair!

01.07.2008: Den 2. juli lancerer SKIFt - trade fair sin anden kollektion. Syv ildsjæle fra Folkekirkens Nødhjælps bæredygtige butik og kaffebar fisk i København står bag fair trade kollektionen SKIFt – trade fair, som forener god stil med gode produktionsforhold.

Idéen udsprang af et fælles ønske om at kunne købe tøj, der på én gang er på niveau med det bedste design her hjemme i dag og samtidig er produceret under ordentlige forhold.

Selvom der i de sidste år er sat godt skub i fair trade er det stadig forholdsvis begrænset, hvad man som ung mode- og designinteresseret kan finde i butikkerne.

Fair trade tøj er generelt domineret af tøj i modeller og mønstre, der ikke nødvendigvis appellerer til en yngre, tendensbevidst målgruppe og kan som sådan have svært ved at tilbyde et konkurrencedygtigt alternativ til massemoden fra eksempelvis Kina.

Gruppen bag kollektionen ønsker at skabe en tidssvarende fremadsigtet kollektion, der på en gang indeholder noget nyt i forhold til dansk design og samtidig tilpasser sig den danske mode således, at den bliver attraktivt for forbrugeren hér.

Fair trade for nye forbrugergrupper

På den måde ønsker de at nå en anden forbrugergruppe, som er unge, designinteresserede, modebevidste og købedygtige.

Kollektionen, som er produceret af SKIFts samarbejdspartner Fil Bleu, er både for den globalt og samfundsmæssigt bevidste forbruger og for den forbruger, der ikke nødvendigvis tænker på produktionsforholdende bag den vare, de køber.

Tanken er, at forbrugeren ikke skal købe tøjet, for at hjælpe nogen, men fordi de synes, at det er en fantastisk vare. Og så må de meget gerne bagefter blive opmærksomme på de produktionsforhold, der ligger bag og blive inspirerede til herefter at købe ind med omtanke for andre uden at gå på kompromis med den gode stil.

Fair trade - mode OG kvalitet

Målet er at være med til at skabe en trend omkring fair trade via mode og kvalitet.

Således kan SKIFt forhåbentlig være med til at forny og forbedre det image fair trade generelt har og derved bidrage til stadig debat og udvikling på området.

Ved at udvikle en tøjkollektion, der er bæredygtigt produceret og handlet, som samtidig henvender sig til en design- og modebevidst forbrugergruppe, ønsker gruppen fra fisk at vise designere her hjemme, at tøj både kan leve op til deres og forbrugerens forventninger design- og kvalitetsmæssigt, og være produceret under ordentlige forhold.

Erfaringer med fair trade produktion

Gruppen bag kollektionen har gjort sig mange vigtige erfaringer om det at få produceret en kollektion efter fair trade principper.

Disse erfaringer er gjort i et tæt samarbejde med SKIFt kollektionens producent Fil Bleu, som er et selvstændigt projekt under foreningen International Kontakt (IK) og støttet af Danida midler via Projektrådgivningen.

Samtidig har Fil Bleu også gjort sig mange vigtige erfaringer i samarbejdet med gruppen fra fisk.

Planen er at dele ud af erfaringerne til andre designere og producenter og herved opbygge metoder for sådanne produktionsforløb, der gør det lettere for andre at gå i gang med fair trade produktion.

Anja Anna Nielsen/juni ’08