• fisk
• Varer
• Events
• Om fisk
• SKIFt
• Nyheder

fisk

Kvinderne i Comalapa

Et privat hjem er ude og inde omdannet til sy- og væveværksted for de seks kvinder, der producerer SKIFt-kollektionen 2009. Foto: Linda Nordahl Jakobsen

En lille sti, der ligger klemt inde mellem kølige mure, fører op til Paulina Peréns hus.

En blå nylon presenning er spændt ud over gårdspladsen for at skygge af for solen.

Stengulvet på den lille veranda er overstrøet med et tykt lag duftende fyrretræsnåle for at byde gæsterne velkommen.

Udenfor og indenfor er Paulinas hjem omdannet til et sy-og væveværksted.

Her har seks kvinder igennem mange måneder knoklet med først at lære det basale skrædderi; at klippe, at skære til, at bruge de topmoderne symaskiner og derefter at producere den nye og 3. trade fair kollektion til butik fisk.

Århundredelang vævekunst i SKIFt-kollektionen

De vævede borter og bælter er kvindernes århundredlange vævekunst.

Med de vævede borter og bælter har kvinderne bragt deres århundredlange vævekunst med ind i kollektionen.

”Kvinderne har genvundet deres værdighed igennem dette arbejde og den proces, vi har været igennem. I starten var der en del vanskeligheder og også skepsis blandt kvinderne.

Vi måtte bl.a. skifte den skrædder ud, som skulle undervise kvinderne, fordi det ikke fungerede.

Men så fik vi en anden skrædder, og i løbet af to uger lærte vi at tråde maskinerne, at sy, at klippe og skære til,” fortæller Justa Xinoco, som har stået for organisering af syværkstedet.

Kvinderne vil gerne fortsætte

Kvinderne er stolte over deres produktion til SKIFt-kollektionen. Foto: Linda Nordahl Jakobsen.

”Vi startede produktionen i januar og er ved at slutte den nu. Men vi har fået blod på tanden, kvinderne er rigtigt stolte over det, de har lavet og vil meget gerne fortsætte syværkstedet,” siger Justa Xinoco, der arbejder i maya-organisationen Kiej de los Bosques.

”Da vi hørte om dette syprojekt, var vi helt med på den. Det er lige noget for os kvinder. Med vores syarbejde, vores vævning og alt det håndarbejde, vi kan, er vi med til at holde sammen på vores familier,” siger Carmen Cúmez.

Hun er 55 år og den ældste blandt de seks kvinder i syværkstedet.

På et skilt inde i det lillebitte syværksted, hvor to symaskiner, trådruller og hylder med det færdigproducerede tøj fylder op, hilses gæster velkommen med ordene ”Boó Noj” på mayasproget kaqchikel.

”Boó Noj er en af de 20 dage, som mayakalenderen har, ordene står for ”indsigt” og ”de fem tankegange,” forklarer Carmen, mens hun tager fat i syrullerne.

Ude på gårdspladsen viser hun mig, hvordan kvinderne vinder otte sytråde sammen til de vævetråde, som de med ferm og uendelig tålmodighed tryller om til de vævede mønstrede borter, som pryder trade fair-kollektionen.

Carmen har siden 1988 været med i Conavigua, Den Nationale Koordination af Enker i Guatemala, som står for syværkstedet i Comalapa i samarbejde med Folkekirkens Nødhjælp og butik fisk.

Fortælling fra voldens tid

”Farvel Carmen, farvel for altid.” Det var de sidste ord, Carmen hørte fra sin mand, da soldater bortførte ham fra familiens hjem. Carmen lever, som titusinder af andre kvinder og familier, i uvished i dagens Guatemala – hvor er deres kære? Carmen Cuméz fortællersin historie om voldens tid i mayakvindernes syværksted i Comalapa. Foto: Linda Nordahl Jakobsen.

Carmen Cümez´ fortælling om, hvordan hun mistede sin mand og flere andre familiemedlemmer under ”la violencia – volden,” er et stort og historisk spejlbillede af 50.000 andre mayakvinders fortællinger om, hvad der skete i Guatemala under den 36 år lange og blodige væbnede konflikt.

Konflikten eskalerede i perioden fra 1980-1984 – i voldens tid.

Det var i den periode, at militærdiktaturets overgreb og massakrer mod civilbefolkningen eskalerede.

Militæret sendte soldater ud i landområderne og ud i de mindste små landsbyer i bjergene, hvor soldater og de såkaldte civile selvforsvarspatruljer bortførte, torterede og myrdede titusindevis af uskyldige blandt mayabefolkningen.

”Soldaterne kom den 8. maj 1981. De kom ved 11-tiden om aftenen. De kom i tre lastbiler, da de hentede min mand og flere andre i nabohusene. De sagde til mig, at de bare ville spørge ham om nogle forskellige ting. Da jeg protesterede og sagde til dem, at de ikke havde ret til at tage ham med, svarede de, at han ville være tilbage igen dagen efter.”

”Adios Carmen, adios por siempre - Farvel Carmen, farvel for altid,” råbte min mand, da soldaterne første ham ud til bilen. Som om han vidste, hvad der skulle ske.

Siden har jeg intet fået at vide. Jeg ved ikke, hvordan han blev dræbt, om de mishandlede ham inden, de dræbte ham, eller hvor de har efterladt ham.”

CONAVIGUA - Kampen for at få vished

Mit liv blev revet i stykker, jeg stod alene med to små børn på 2 og 3 år. Årene efter var fyldt med uvished og smerte. Vi var nogle kvinder, der begyndte at tale sammen om, hvad der var sket, og hvad vi skulle gøre, de havde også mistet deres mænd, brødre, fædre eller andre familiemedlemmer.

Og i 1988 var vi en gruppe kvinder, der var med til at organisere Conavigua, fordi vi havde brug for en organisation, der kunne støtte os i vores videre søgen efter vores kære, og som kan kæmpe for mayakvindernes rettigheder. Vi kvinder er blevet historiens vidner.

Inden i mig lever min mand stadig. Han er ikke død. Men dengang da retsantropologerne åbnede de første massegrave, de havde fundet i Chimaltenango-området, var jeg med. Jeg stod der, og jeg tænkte og jeg håbede - ligesom alle andre gør det, når de åbner en massegrav; bare min mand er her - iblandt ofrene. For så kunne jeg få vished og fred, og jeg kunne give ham en kristen begravelse. Men indtil videre ved jeg intet om hans skæbne.”

”Vi leder stadig efter massegrave i Chimaltenango-området.”