Folkekirkens Nødhjælp
Minerydning
Færdigt arbejde
Generalsekretær Henrik Stubkjær holder en finger over hver af de to sorte knapper på en lille gul boks. Først skal den ene trykkes ned til en lille rød lampe lyser. Dernæst skal han trykke den anden ned.
Det er begyndelsen af november. Den første sne er faldet. Vi er i de kolde og forblæste bjerge i det nordøstlige Albanien, lige på grænsen til Kosovo. Anledningen er, at Folkekirkens Nødhjælp nu har afsluttet sit arbejde med minerydning og som en markering af at have nået målet skal sprænge en landmine af – den sidste, sådan officielt.
Henrik Stubkjær rømmer sig og skal til at begynde på en lille tale.
Så lyder der et enormt brag – bagfra. Det giver et spjæt i alle forsamlede honoratiores og mineryddere. Det var ikke den ventede eksplosion, men i den hårde vind smækkede en kæmpe jernport i.
Alle ler lettet, stemningen er glad og forventningsfuld.
3-2-1-0.
Med et brag, der runger rundt i bjergene, markerer Henrik Stubkjær således, at Folkekirkens Nødhjælp nu kan melde ’færdigt arbejde’ på minerydningsprogrammet, der startede i 2002.
Henrik Stubkjær opregner resultaterne i sin tale:
Der er fjernet
- 7.943 antipersonnelminer,
- 53 af de kraftige anti-tank miner og
- 1.055 stykker ueksploderet ammunition.
Minerne er lagt af serberne som en slags fremskudt dige mod en forventet NATO-invasion fra albansk side under Kosovo-krigen i 1999.
Men det vigtigste resultat er, at der nu er frigivet 2.750.000 kvadratmeter jord tilbage til fattige albanske bjergbønder. Albanien er et af Europas fattigste lande, og det ser værst ud for befolkningen i netop de område, som blev inficeret af miner.
”Det har været en stor oplevelse at se, at Folkekirkens Nødhjælp har gjort en forskel, at mennesker kan få deres dyr til græsning og at samfundet kan komme til at fungere igen. Minerydning handler ikke kun om at få frigivet jord, men det handler også om at få de små lokalsamfund på fode igen,” understreger Henrik Stubkjær.
Fordrevet af landminer
|
| I det yderste hjørne af Albanien, men tæt på Kosovo og hele konflikten der. Kun en bjergkæde skiller de to lande. Familien Zhutaj er en af mange, der har fået glæde af Folkekirkens Nødhjælps minerydning. Se, hvor billedet er taget, og historien foregår. Klik på dette link og se det på Google Maps. |
I et lille, nybygget murstenshus med udsigt til de tidligere minefelter bor 63-årige Jah Zhutaj. Da krigen i Kosovo blussede op, måtte han og hele husstanden med kone, sønner, svigerdøtre og børnebørn flygte fra området. I flere år boede familien som internt fordrevne i lejre nede omkring hovedstaden Tirana.
Nu er de vendt tilbage, er flyttet ind i et nybygget hus. Det gamle, forfaldne stenhus er nu lavet om til en stald, hvor familiens fire køer bor. Uden for står majsstænglerne i store stakke, klar til vinterfoder. Og lige uden for huset står Jah Zhutajs stolthed og specialitet: ti bistader, som i dårlige år giver 20 kg fin, mørkebrun blomsterhonning, i gode år op til 50 kg per stade.
På spørgsmålet om hans liv er blevet bedre, behøver man ikke at vente på oversættelsen for at forstå svaret. Hans ansigt lyser op i et stort, tandløst smil, mens han med lysende øjne fortæller om, hvor stor betydning det har fået for ham, at der ikke ligger miner på hans jord længere.
Sønnen, Arolyl, supplerer med at fortælle, at de ikke tidligere kunne samle brænde til vinteren på grund af landminerne, men måtte købe det. Overfor indvendingen om at så måtte andre jo have løbet en risiko, ler alle omkringstående. Jo, indrømmer de, vi løb nogle gange en risiko. Men vi skulle jo have brænde om vinteren.
Svært at skaffe penge
Mens det var let at skaffe penge til minerydning i Kosovo, var det straks sværere at finde penge til at rydde minerne i Albanien. Og det til trods for, at minerne var lagt i den samme krig af de samme mennesker. Folkekirkens Nødhjælps mineryddere kunne fjerne minefelterne op ad skråningerne til toppen af bjergene, hvor grænsen mod Albanien lå. Og de kunne se ned på den anden side af bjergene og identificere det ene minefelt efter det andet uden at have penge til at fjerne minerne.
Mens Kosovo blev officielt blev erklæret minefrit i 2001, begyndte minerydningen i Albanien i 2002. Flere danske fonde støttede arbejdet, som for alvor fik en økonomisk og moralsk saltvandsindsprøjtning, da Folkekirkens Nødhjælp lancerede kampagnen ”Lars og Lone rydder Albanien”.
Ideen var, at en række kendte danskere med det eneste tilfælles, at deres fornavne var Lars eller Lone, satte sig for at skaffe over en million kroner til minerydningsarbejdet. De opfordrede i den forbindelse alle Danmarks Lars’er og Lone’r til at støtte arbejdet.
”Afslutningen af arbejdet i Albanien er også en cadeau til alle, som deltog i indsamlingsarbejdet,” siger Henriette Hansen, som var en af idepersonerne bag kampagnen.
Mineryddere af egen avl fortsætter
Når Folkekirkens Nødhjælp nu slutter arbejdet i Albanien, er det ikke et udtryk for, at alle landminer på albansk territorium er fjernet. Humanitær minerydning betyder, at man koncentrerer indsatsen om de landminer, som direkte påvirker menneskers liv og færden.
Altså landminer, som er lagt langs veje og stier, i marker og ved brønde, hvor man samler bær og brænde, omkring huse og skoler. Minefaren bliver altid kortlagt sammen med den lokale befolkning, som bedst af alle ved, hvor det er vigtigt, at der ikke findes landminer.
De allersidste landminer i Albanien bliver fjernet af en lokal minerydningsorganisation.
”Vi har en stor tillid til, at de kan løse opgaven, for vi har selv været med til at opbygge organisationen, og mange af de mineryddere, som vi har uddannet og brugt i vores program, fortsætter i den nye organisation,” fortæller Steven Olejas, som er leder af alle Folkekirkens Nødhjælps minerydningsprogrammer.
Han understreger, at de albanske myndigheder har givet tilsagn om at støtte den nye organisation, så på den baggrund er han sikker på, at Albanien i løbet af en overskuelig fremtid bliver helt minefrit.
Mange af de mineryddere, som har arbejdet i Kosovo og Albanien har stor erfaring og bliver brugt i andre lande. Deres ekspertise bruges nu Sudan, Congo, Sudan, Burundi og Angola. Og nu, da programmet i Albanien lukker, kan flere overføres til steder, hvor minefaren stadig er en stor trussel mod befolkningen.
