Folkekirkens Nødhjælp

Tip en ven Print Forstør tekst Formindsk
 
 

Klima

Positivt klima-signal fra EU's mest magtfulde lande

15.07.2010: Europæiske ministre opfordrer til ekstra CO2 nedskæringer

© rab36
 

Energi- og miljøministre fra Tyskland, Frankrig og Storbritannien har vovet at gå i direkte clinch med storindustrien for at redde Europas grønne teknologi-industri

De tre ministre opfordrer i et fælles indlæg i Financial Times EU til at skære sine udledninger af CO2 ned med 30 procent i stedet for det nuværende mål om 20 procent.

Argumentet er først og fremmest, at nedskæringerne lige nu ikke koster så meget – og så den kendsgerning, at Europa står til at tabe den globale konkurrence om at levere forskning og teknologi til fremtidens grønne samfund. Ministrene nævner ”Kina, Japan og USA, der alle søger at skabe et mere attraktivt miljø for investeringer” i lavt forbrug af fossile brændstoffer som kul og olie.

Bloomberg New Energy Finance udsendte i denne uge en rapport, der viste, at Kina har taget et tigerspring, hvad angår investeringer i grøn teknologi og nu tiltrækker langt større investeringer i ren energi end EU.

Glædeligt skridt

Folkekirkens Nødhjælp, der ledede de kirkelige udviklingsorganisationers fælles arbejde op til sidste års klimatopmøde, glæder sig over, at de tre store lande tilsyneladende er parate til at kræve større nedskæringer, også selv om det møder modstand i traditionelle sektorer som f.eks. stålindustrien, der har et enormt energiforbrug.

”Vi tager vores udgangspunkt i de konsekvenser, som EU’s forurening har for verdens fattigste lande. Derfor krævede vi med en verdensomspændende underskriftindsamling, Countdown to Co2penhagen, at EU skal reducere sine udledninger med mindst 40 procent i 2020,” siger Stine Leth-Nissen, leder af Folkekirkens Nødhjælps fortalerarbejde. ”Der skal langt mere effektive nedskæringer til for at redde de mest udsatte, men det er klart, at 30 procent er et langt mere acceptabelt mål end 20 procent – og især hvis løfterne faktisk holder!”

Over en halv million mennesker skrev under på henvendelsen til FN og verdens ledere, og underskrifterne blev overrakt af den sydafrikanske ærkebiskop og nobelpristager Desmond Tutu under topmødet i december.

Billigt mål

Tidligere på året forsøgte klimakommissær Connie Hedegaard at overtale landene til at opgive EU’s krav om, at en nedskæring på 30 procent skulle være betinget af, at andre lande gjorde det samme. Finanskrisen har nemlig betydet, at EU’s udledninger af sig selv er faldet, og de 30 procent ville dermed være et langt lettere – og billigere – mål.

”For de millioner af mennesker, der allerede nu kæmpe for at skaffe sig mad nok, er det tragisk, at vi i de rige lande på den måde sjakrer med deres – og vores – fremtid,” fastslår Stine Leth-Nissen ”Men ingen tvivl om, at en sådan konkurrence om at sætte sig på det ny marked for grøn viden og teknologi kan få positive konsekvenser på længere sigt. Det haster ikke mindre nu, hvor vi om mindre end et halvt år igen har klimamøde i Mexico.”

Stine Leth-Nissen