Folkekirkens Nødhjælp
Klima
Kæmpe klimaregning venter Danmark
Læs analyse af Folkekirkens Nødhjælps internationale chef, Christian Friis Bach, og klimakoordinator Mattias Söderberg.
Det er lidt som et middagsselskab. De rige lande nyder en aperitif, så en lækker forret og en overdådig hovedret. Herefter en fantastisk dessert.
Da kaffen skal indtages, inviterer de verdens fattige lande med ved bordet. Middagen slutter med, at de rige lande spørger de fattige: Skal vi ikke dele regningen lige over? Det er et præcist billede på de globale klimaforhandlinger. Og hvem der skal betale for regningen, er netop det helt afgørende problem. Nu viser en ny analyse, lavet af Stockholm Environmental Institute og den amerikanske tænketank EcoEquity for Folkekirkens Nødhjælp , at Danmark både skal reducere udslippet af drivhusgasser med langt over 100 procent og betale 6-12 milliarder kroner om året for at hjælpe verdens fattige lande med at tilpasse sig og bekæmpe klimaforandringerne.
En enorm udfordring, vi end ikke er begyndt at tage alvorligt.
Skal vi have blot en beskeden chance for at holde den globale opvarmning under de kritiske to graders stigning, så skal det globale CO2-udslip reduceres med i hvert fald 80 procent i år 2050. Samtidig står det klart, at klimaforandringerne allerede i dag fører til store tab ikke mindst i verdens fattige lande: tørker, orkaner og oversvømmelser. Her er også en regning at betale.
Det afgørende spørgsmål er, hvordan regningen skal fordeles. Der er ingen tvivl om, at de rige lande har spist langt størstedelen af det globale energimåltid og dermed har hovedansvaret for klimaforandringerne.
Det rige lande skal derfor gøre mest og betale mest. Det er det eneste retfærdige og i overensstemmelse med princippet om, at forureneren skal betale.
Omvendt er det klart, at der er udviklingslande som Kina og Indien, som i dag har et betydeligt energiforbrug, og hvor der findes millioner af rige mennesker, der både har et ansvar for den globale opvarmning - og en kapacitet til at betale.
Det er derfor vigtigt at finde en metode til at dele regningen retfærdigt. Det bud, analysen giver, kaldes ' Greenhouse Development Rights (GDR)' - og er en ramme, der deler udfordringen op efter to grundlæggende parametre: Den ene er det enkelte lands ansvar for den globale opvarmning.
Den anden er landets kapacitet til at bidrage til løsningen. De to parametre er klart udtrykt i FN's klimakonvention, hvor der står, at verdens lande skal »beskytte klimaet baseret på lighed og i overensstemmelse med deres fælles, men differentierede ansvar og respektive kapacitet«. Det store spørgsmål er dog, hvordan man beregner ansvar og kapacitet. Det er præcis det, som GDR giver et solidt bud på. Et bud, der har vakt international opmærksomhed og fået opbakning fra en række lande og organisationer.
Ansvaret beregnes ud fra den samlede udledning af drivhusgasser siden 1990.
Året 1990 er valgt, fordi det er det år, hvor det internationale klimapanel udgav sin første rapport, der meget klart slog fast, at menneskeskabte udledninger er skyld i den globale opvarmning. Siden 1990 har ingen lande derfor kunnet undslå sig med manglende viden om problemet.
Inden ansvaret gøres op, fratrækkes dog udledninger svarende til forbruget hos mennesker med et indkomstniveau på under 20 dollar om dagen (7.500 dollar om året). Det sker ud fra et argument om, at verdens fattigste mennesker ikke har bidraget til klimaforandringerne og derfor ikke har et ansvar - men tværtimod skal have mulighed for øget forbrug.
Indkomstniveauet på 20 dollar om dagen vælges som et minimumsforbrug, der sikrer et liv i tryghed og værdighed.
Kapaciteten, det andet parameter til at løse klimaforandringerne, beregnes dernæst ud fra indbyggernes samlede indkomst, fratrukket indkomst under minimumsniveauet på 20 dollar om dagen.
Ud fra de to parametre kan der nu beregnes et ansvar-kapacitet-indeks (RCI-indeks).
Det indeks svarer på baggrund af landets samlede ansvar og kapacitet på spørgsmålet fra starten: Hvor meget skal det enkelte land bidrage med? DEN NYE detaljerede beregning, der fremlægges i dag, viser, at Danmarks andel bør være 0,38 procent i 2010 faldende til 0,27 procent i 2030.
Det tal kan bruges til at beregne Danmarks bidrag til at reducere udslippet af drivhusgasser. Det markante resultat er, at Danmark skal reducere med over 90 procent allerede i 2020 og langt over 100 procent fra år 2030 og frem. Vi skal med andre ord betale af på den store CO2-gæld, vi har ophobet i perioden siden 1990. Den opgave kan kun lade sig gøre, hvis Danmark både reducerer hjemme, og samtidig investerer markant i at reducere udslippet uden for Danmarks grænser.
RCI-indekset kan også bruges til at beregne, hvor stort et beløb Danmark skal betale for at hjælpe verdens fattige lande.
De nuværende skøn fra FN er, at der er brug for mindst 86 milliarder dollar om året - måske flere hundrede milliarder dollar - alene til tilpasning i verdens fattige lande - fra tørkeresistente kornsorter til diger og nye brønde.
Dertil kommer investeringer i verdens fattige lande for at hjælpe dem med også at reducere deres eget udslip af CO2. Her lyder FN's estimat på ca. 65 milliarder dollar.
Endelig skal der bruges penge til teknologioverførsel og -spredning. Det kan løbe op i flere hundrede milliarder dollar.
Et forsigtigt skøn lyder derfor på, at der skal skaffes 250-500 milliarder dollar om året. Med et RCI-indeks på 0,38 procent skal Danmark betale omkring 1-2 milliarder dollar (6-12 milliarder kroner) af den regning. Det beløb skal lægges oven i den nuværende udviklingsbistand på cirka 14 milliarder kroner.
Over 100 procents reduktion af det danske udslip i 2030 og ekstra 6-12 milliarder kroner om året allerede om få år er drastisk.
Men en indsats af den størrelsesorden er uundgåelig, hvis vi skal holde temperaturstigningen under 2 grader. Regningen skal betales.
Analysen har været bragt i Politiken 9. marts 2009, kultur, side 8
