Folkekirkens Nødhjælp

Tip en ven Print Forstør tekst Formindsk
 
 

Klima

I forurener - vi synker...

20.05.2009: De klimaforandringer, som verdens rige, industrialiserede lande bærer et stort ansvar for, truer fattige mennesker på liv og levebrød.

Familien Das lever i Ganges-flodens delta syd for Calcutta. Deres gamle hus lå omgivet af havet - og blev ødelagt af havet.

Folkekirkens Nødhjælp og Roskilde Festival peger i rapporten ”I forurener – vi synker…” på, hvordan klima-forandringerne allerede i dag har dramatiske konsekvenser for verdens fattige.

Lige nu må mennesker i Bengalen, Bangladesh og nordøstlige Indien flytte, fordi havet stiger og opsluger deres hjem.

FN vurderer, at mindst 200 millioner mennesker vil være drevet på flugt af klimaforandringer og manglende muligheder for at tilpasse sig konsekvenserne i år 2050.

Klimaflygtninge uden rettigheder

Hent rapporten her

Folkekirkens Nødhjælps internationale chef Christian Friis Bach peger på, at de mange klimaflygtninge ikke har rettigheder som flygtninge.

"De har ikke krav på kompensation, de kan ikke flygte til Danmark, de kan ikke anlægge sag selv om de har mistet alt".

Han understreger, at formålet med rapporten netop er, at rejse en debat om rettigheder til klimaflygtninge.

"Først hvis de har rettigheder og krav på kompensation, vil vi tage deres problemer alvorligt", understreger han.

Green Footsteps på Roskilde Festival

Folkekirkens Nødhjælp og Roskilde Festival iværksætter klimakampagnen ”Green Footsteps – Act for a Fair Climate Deal” for at sætte fokus på de realiteter, verdens fattigste allerede i dag oplever som konsekvens af klimaforandringerne og

- ikke mindst – vigtigheden i at den vestlige verden reagerer og handler nu.

Tilpasning koster penge

De mennesker, der lever i Bengalen - og i alle de andre u-lande, hvor klimaforandringernes konsekvenser rammer hårdt - er nødt til at tilpasse sig det nye klima.

Det handler om at bygge brønde og diger, udvikle nye landbrugsmetoder eller måske flytte til et helt andet sted hen.

Tilpasning koster penge, og netop penge er noget u-landene mangler.

Esben Danielsen fra Roskilde Festival siger:

”Vi kan ikke være bekendt at blive ved med at svine og samtidig ikke betale vores del af oprydningen. Danmark er nødt til at betale sin del, også selv om det kommer til at koste”.

Forureneren skal betale

Rapporten konkluderer, at klimaflygtningene, som i dag ikke er anerkendte som flygtninge, har brug for hjælp, og at det er de riges ansvar ud fra princippet om at ”forureneren skal betale”.

Mens vi forurener, er der andre mennesker, der synker.