Absolut ingen resultater på klimaområdet.
Det var mellemregningen, da EU’s finansministre afsluttede deres møde den 20. oktober 2009.
Dermed sendte de bolden videre til EU’s stats- og regeringsledere, der mødes i Bruxelles den 29. oktober.
Folkekirkens Nødhjælp advarer sammen med stort set alle Europas mest fremtrædende udviklingsorganisationer mod, at EU risikerer at sætte arbejdet for at bekæmpe fattigdom i u-landene mange år tilbage – med mindre stats- og regeringslederne går ind med ekstra penge.
Nu er der lagt op til, at EU på ingen made anerkender, at de fattige lande har stort behov for hjælp mod klimaforandringerne – og at europæernes forurening gennem århundreder bærer et anseligt medansvar.
Klimafinansiering er en af de vigtigste nøgler til at skabe en succesfuld klimaaftale i København til december. Alligevel tøver verdens rigeste og mest forurenende lande med at fremsætte seriøse og konkrete tilbud.
EU-kommissionen har tidligere vurderet, at EU kunne være ansvarlig for at skaffe mellem 2 og 15 milliarder Euro til de fattige landes klimaindsats.
2 milliarder Euro svarer stort set til, hvad Danmark alene yder i udviklingsbistand hvert år.
EU’s klimafinansiering kunne faktisk skaffes blot ved at forpligte forurenende europæiske industrier til at bidrage til EU’s Emissions Trading Scheme (auktionering af CO2-udledninger).
Disse penge kunne i givet fald garantere en stabil og ubrudt klimafinansiering, som ikke koster den europæiske skatteyder en Euro – eller krone.