"...og her er et billede fra landsbyen Nabila hvor kystlinjen er hårdt ramt af erosion."

Vi sad og hørte Peter Emberson fra Pacific Conference of Churches fortælle om hvordan klimaforandringer påvirker kystområder overalt i Stillehavsregionen. Navnet Nabila fik os til at vågne op. Det var den landsby vi besøgte for få dage siden efter at turen til Tuvalu var gået i vasken. Vi havde fået at vide at de døjede med erosionsproblemer ude i kystområdet, og vi havde også fået at vide af de lokale da vi besøgte dem at for få år siden gik kysten 20-30 meter længere ud end i dag. Det lød plausibelt, men var det nu også klimaforandringer, spurgte vi os selv. Og her stod så Peter Emberson og fremhævede problemerne i netop denne landsby.

Skatteøen

Et af de næste slides var fra Treasure Island, en af de små øer ud for vestkysten af Fijis hovedø. Den havde vi også besøgt dagen efter vi var i Nabila. Vi havde fået at vide at der var problemer med erosion på vindsiden, men da vi ankom til øen, som er et meget turistet resort paradis/helvede (alt efter smag og behag), var der ingen der rigtig kunne vise os noget - de var mere interesserede i at invitere os indenfor i barerne.

Så vi gik på egen hånd en tur rundt om øen og kiggede på kystlinjen uden helt at vide hvad vi skulle kigge efter. Hvordan genkender man klimaforandringer når man ser dem?

Det meste af kysten var smuk hvid sandstrand ud til et lysende azurblåt hav. Men på et bestemt område var der ikke noget sand. Her kunne man se klippegrunden, og det lignede ikke helt de turistparadis man kan se i turistbrochurerne fra Stillehavet. Måske var det det?

Det var det, kunne Peter Emberson fortælle. Mange steder får den stigende vandstand og de kraftigere tidevand og stormfloder sandet til at erodere bort. Det ses overalt i området, og Treasure Island var bare et enkelt eksempel.

Tilpasning: Diger og Mangrove

Man forsøger på bedste vis at beskytte kysten ved at bygge diger - sea walls af forskellige materialer, fx koral eller sten. Det er ofte en dyr investering, og vi så et eksempel på at det ikke er særlig holdbart. En meget fin og fancy mur var få år efter skyllet mere eller mindre væk.

En mere effektiv metode er naturens egen beskyttelse, nemlig at plante mangrove. Metoden har været kendt i generationer. Mangroven kan vokse i saltvand. De lange rødder hjælper til at holde på sand og jord og modvirker erosion et langt stykke hen ad vejen. Samtidig undgår man at der skabes erosion et andet sted på kysten som det ofte kan ske når man bygger sea walls - vi kender fænomenet fra de danske kyster.

Tilpasning eller re-settlement?

Men både sea walls og mangrove er nogle steder en stakket frist. I Tuvalu kan de vinde tid ved at beskytte deres kyster - hvis de ellers har råd til at bygge eller plante, hvad ikke alle har. Men i sidste ende må de se frem til at skulle forlade deres små øer.

Det er ikke rart at skulle se i øjnene for indbyggerne - men samtidig er det vigtigt at man forsigtigt begynder at sætte ord på også dette problem. Det er en daglig udfordring for kirken i området. Kirken opfattes som en meget vigtig autoritet, og derfor har det stor betydning hvad de siger og gør.

I Tuvalu har kirken valgt en linje hvor man i første omgang hjælper folk med at tilpasse sig. På længere sigt kommer man til at skulle hjælpe dem med at finde et andet sted at bo. Kodeordet er Accompaniment - ledsagelse. Kirken er sammen med folk også når det er svært. En stor udfordring for kirken. Men de har valgt at tage den op, fortæller Tofiga Falani fra Tuvalu som var med os under vores møde i Fiji.

Jeg sidder nu i lufthavnen i Sidney og der er boarding til flyet til Bangkok. Så dette bliver nok min sidste blog-post inden jeg kommer tilbage til København.

Sidder i fuldmåne og kigger ud over Stillehavet mens aftenen falder på. I Danmark er arbejdsdagen først lige ved at starte for de fleste. Løb langs vandet i morges, lidet anende at der var et tsunami-varsel efter et jordskælv på naboøen. Heldigvis var det falsk alarm – ellers havde jeg måttet løbe meget hurtigt i en anden retning.

Vi er ankommet til det hotel hvor mødet i Kirkernes Verdensråds klimaarbejdsgruppe finder sted – en times kørsel fra lufthavnsbyen Nadi. Med os har vi to præster fra Tuvalu, Tofiga Falani – nogle husker ham fra klimatopmødet i København – og Soama Tafia. De er med kort varsel blevet inviteret til at komme til os og deltage i vores møde nu vi ikke kunne komme til dem.

Her til formiddag fortalte de lidt om situationen i deres lille bitte ø-stat. Tuvalu består a 9 små øer og atoller med godt 9000 indbyggere fordelt over et samlet areal på 26 km2. Øernes højeste punkt er 2 meter over havet – vel at mærke når der ikke er ”king tide”, de ekstra store højvande som især indtræffer i marts og april. De lever af landbrug, fiskeri og salg af frimærker!

En af deres store udfordringer er mangel på drikkevand. EU har hjulpet dem med at bygge store tanke som opsamler regnvand, men perioder med tørke gør at de indimellem alligevel mangler vand – samtidig med at deres øer og ikke mindst den smule jord de dyrker bliver oversvømmet med saltvand. For meget og for lidt vand på samme tid!

Kirken hjælper folk med oplysning om klimaforandringerne og med hvordan de kan tilpasse sig. Måske skal de en dag flytte fra deres land som mange har gjort allerede – men første prioritet er at blive der og prøve at tilpasse sig. Tilpasning har altid været en del af vilkårene på de bittesmå øer i det kæmpestore hav. Men vilkårene er blevet vanskeligere pga klimaforandringerne.

Der er små projekter med at beskytte kysten mod erosion, fx ved at plante mangrove eller etablere ”corral sea walls” – som jeg ikke helt kan se for mig. Ærgerligt at vi ikke kom derud!

Nogle af dem har bygget små hævede køkkenhaver af tømmer eller beton med indlagt dræn. Jorden består af komposterede kokospalmeblade. Her kan man dyrke forskellige grøntsager i nogenlunde beskyttelse fra havvandet. Men selv sådanne små konstruktioner kræver ressourcer som ikke alle har adgang til.

Kirken har også den udfordring at der i befolkningen er en udbredt tro på at Gud aldrig vil tillade at deres øer forsvinder. Han har, efter syndfloden, lovet Noah at han aldrig vil gøre det igen. Det er en større teologisk opgave at overbevise folk om at klimaet er ved at forandre sig – men at det er mennesker og ikke Gud der har ansvaret.

Kirken er meget opmærksomme på at de skal oplyse folk uden at skræmme livet ud af dem. Men i bund og grund er udsigterne for disse mennesker særdeles skræmmende!

Koraller og hibiscus fra Fiji

Traditionel modtagelse på sivmåtter ved en af klanlederne

Rundvisning i landsbyen som ligger lige ned til havet.

Meget landsbyliv foregår ved vandet. Fiskeri er en vigtig indtægtskilde

Jorderosion er et problem i landsbyen.Helt ude ved denne båd voksede der palmer før i tiden. I landsbyen ved de ikke om klimaforandringer bidrager til netop dette problem lige her.

I stedet for kirkeklokker kalder man til gudstjeneste ved at slå på et instrument af træ. Her er det Grønlands biskop Sofie Petersen der studerer teknikken.

Sådanne trommer blev også benyttet af de kirker i Fiji der deltog i den internationale klimaklokkeringning under topmødet i København: 350 slag d.13.december kl. 15 lokal tid. Det kan man læse mere om på www.bellringing350.org

Her til morgen skulle jeg sammen med mine 13 ledsagere have sat mig i en flyver fra Fiji til Tuvalu. Men hvad enten det nu skyldes kommunikationsvanskeligheder, kultursammenstød eller bare et ualmindeligt stort uheld, gik der kludder i flybilletterne, og vi fik besked på at vi ikke kunne komme af sted. Da der kun er to ugentlige fly til Tuvalu, betyder det at vi helt må opgive den del af turen.

Jeg havde ikke forestillet mig at det kunne være så frustrerende at være i Fiji – en kæmpe skuffelse for os, og mindst lige så meget for de mennesker i Tuvalu som havde stablet en stor modtagelse på benene, fundet familier vi kunne bo hos og arrangeret et flot program hvor vi blandt andet skulle ud og se nogle af de kystområder som er voldsomt ramt af de stigende vandstande, stormfloder og orkaner som følger med klimaforandringerne. Et par repræsentanter fra Tuvalu vil i stedet komme her til Fiji til møde i Kirkernes Verdensråds klimaarbejdsgruppe senere på ugen. Håber vi… Men bloggen her skifter beskrivelse: jeg blogger ”kun” fra Fiji.

Mange hang gevaldigt med skuffen over hotellets continental breakfast, og det var bare med at få hevet en plan B op af hatten. I den situation kan det anbefales at medbringe sin egen antropolog (prøv fx med ”er der en antropolog til stede?”). I vores gruppe har vi Jacqueline – en britisk-dansk antropolog som gennem mange år har lavet feltstudier her i Fiji og kender de lokale forhold særdeles godt. Ekstra bonus at hun netop kender en universitetslærer i Fiji som forelæser om klimaforhold. Og at han netop kan anbefale nogle steder på Fiji vi kan besøge. Da der så oven i købet i receptionen sad en mand og så yderst tilforladelig ud – og han så viste sig at være prædikant i netop den landsby universitetsprofessoren anbefalede os at besøge. Og at han gerne ville tage med os derud på besøg her i eftermiddag. Ja så må selv en skeptisk lutheraner som jeg indrømme at selveste helligånden måske havde en finger med i spillet. Klimaet kom tilbage på programmet for de næste dage, og bloggen fortsætter på de nye præmisser.

Fortsættelse følger i næste blogindlæg…

På lørdag sætter jeg mig ind i en flyver der skal bringe mig næsten helt derud hvor i dag bliver til i går - datolinjen som ligger lige ned igennem stillehavet vest for Hawaii, men øst for Fiji og Tuvalu.

Man skal zomme godt ind på Google Earth for for at finde andet end vand, vand og atter vand på de kanter, men de er der, de mange bittesmå øer. Endnu da. For de rager ikke mange centimeter op over havets overflade, og med udsigt til at havet de kommende år vil stige adskillige centimeter, må beboerne i mange af disse østater se frem til at de næsten med sikkerhed vil blive tvunget til at rejse fra deres hjemegn indenfor relativt kort tid - fordi øen simpelt hen forsvinder eller i hvert fald bliver ubeboelig i takt med at de sparsomme ferskvandsforsyninger forurenes med indtrængende saltvand.

Stillehavskirkerådet - Pacific Conference of Churches - har inviteret Kirkernes Verdensråd til at lægge det årlige møde i deres klimaarbejdsgruppe i Fiji. Inden selve mødet skal vi besøge Tuvalu, verdens 4. mindste land, bestående af 9 små atoller. Her skal vi bo hos familier lokalt, og vi får lejlighed til med egne øjne at se hvordan klimaforandringerne allerede nu skaber store problemer i denne del af verden.

Tuvalu har markeret sig kraftigt i FNs klimaforhandlinger med krav om at vi i den rige verden skruer gevaldigt ned for CO2-udslippet - og helst NU. Nu skal vi ud og se med egne øjne hvorfor.

På denne blog vil jeg i den kommende uge berette fra mit besøg i Stillehavet og døgnets ene yderkant.