Siden 1980’erne har aids udviklet sig til en af de mest dødelige, smitsomme sygdomme, verden har set.
Til forskel fra pesten tager aids ikke livet af sine ofre i en fart. Aids er diskret og giver sig god tid.
Aids har en ødelæggende virkning på alle aspekter af menneskelivet – og på landes sociale og økonomiske udvikling.
Af verdens cirka 33 millioner hiv-smittede lever 22,5 millioner i Afrika syd for Sahara.Epidemiens konsekvenser er katastrofale – særligt for børnene.
I Afrika har sygdommen indtil nu taget flere end 12 millioner børns forældre – og barndom.
Med forældrene forsvinder kærlighed, forsørgelse og beskyttelse. Hvis børnene er heldige, tager deres fars eller mors familie dem til sig.
Hvis ikke, må den ældste i flokken blive voksen i en frygtelig fart og påtage sig ansvaret for de mindre søskende.
Sådan bekæmper Folkekirkens Nødhjælp aids
Uvidenhed, undertrykkelse og fattigdom har givet aids-epidemien gode kår. I Afrika har den taget flere end 12 mio. børns forældre - og barndom.
Undervisning, bevidstgørelse og større åbenhed omkring seksualitet og kultur – det er nogle af nøgleordene i Folkekirkens Nødhjælps langsigtede indsats mod aids.