2015 målene vil udrydde den verdensomspændende ekstreme fattigdom. Verdens ledere er blevet enige om otte konkrete mål, som skal nås til 2015. Målene handler om fattigdom, sult, sygdom og andre globale udfordringer, der kun kan bekæmpes med en fælles indsats fra alle verdens lande.
Tre af de store områder knyttet til 2015 målene er: bistand, hiv/aids og sult.
Hvis verdens fattigdom skal halveres, er der brug for mange penge. Nu. 2015 målene om at halvere verdens fattigdom har sat gang i bistandsoptimismen. En stribe lande, fra Storbritannien og USA til Sverige og Norge, øger bistanden, og der dukker nye finansieringsforslag op. Nye penge, nye ideer og nye forslag. Der er gang i bistandsoptimismen.
Retten til mad er en af de mest basale rettigheder, som mange af os tager for givet på linie med at trække vejret. Ikke desto mindre lever 850 millioner mennesker i daglig, udmarvende sult. Det er mere end hvert ottende menneske på jorden.