Fredsaftaler i 1990´erne satte punktum for blodige krige og konflikter i Mellemamerika, men freden har ikke løst det største problem i regionen: Fattigdom, social udstødelse og en enorm økonomisk ulighed.
Antallet af fattige i Mellemamerika steg op gennem 1990'erne, mens velstanden fortsat er samlet på få hænder.
I lande som Guatemala, Honduras og Nicaragua er der store befolkningsgrupper, hvis gennemsnitlige indkomst er på niveua med gennemsnittet i mange afrikanske lande.
Kun Costa Rica når et økonomisk og socialt niveau, der nærmer sig gennemsnittet for Latinamerika.
Derudover præges flere af landene i Mellemamerika af korruption, svage og undertrykkende statsstrukturer og af, at smågrupper og familier har monopol på den økonomiske og politiske magt, mens store befolkningsgrupper holdes uden for og ikke har adgang til de de mest basale samfundsgoder som for eksempel uddannelse, sundhed, retsvæsen og infrastruktur.
Folkekirkens Nødhjælp har koncentreret sine programmer i to af landene: Guatemala og Honduras, som er vores såkaldte fokuslande, og hvor vi primært arbejder med fødevaresikkerhed, fortalervirskomhed for fattiges rettigheder og adgang til jord samt demokratisering, fred og forsoning og på at fremme respekten for menneskerettigheder - både generelt i samfundet og specifikt i forhold til retssystemet.