Folkekirkens Nødhjælp

Tip en ven Print Forstør tekst Formindsk
 
 

Haiti

Murbrokker og bundløs gæld

21.01.2010: Haiti, som nu er lagt i ruiner af et altødelæggende jordskælv, må stadig kæmpe med en enorm gæld til det internationale samfund.

Offer for jordskælv i Haiti

Haitis befolkning sidder nu mellem murbrokker og har desuden en gæld så stor hængende over hovedet. Foto: Paul Jeffrey, ACT

Haiti skylder verdens lande 650 millioner dollar eller mere end 3,5 milliarder kroner. Folkekirkens Nødhjælp appellerer sammen med sine søsterorganisationer i ACT-alliancen om, at denne massive gæld bliver eftergivet.

Danmark har faktisk allerede gjort det, men store, internationale organisationer som Den Interamerikanske Udviklingsbank og Den Internationale Valutafond, IMF, fastholder deres lån.

Eftergiv gælden nu

Folkekirkens Nødhjælp opfordrer den danske regering til at gøre sin indflydelse gældende, så Haiti ikke både skal kæmpe med at genopbygge landet og efterbetale gammel gæld.

”I år skal Haiti bruge 20 millioner dollar på gælden,” fastslår generalsekretær Henrik Stubkjær. “Det vil være absurd at forestille sig, at et samfund, der i bogstaveligste forstand ligger i ruiner, også skal bruge sine ressourcer på gammel gæld fra Papa Doc-diktaturets tid. Derfor skal gælden eftergives betingelsesløst – og ikke for eksempel modregnes i hjælpen til udvikling og genopbygning.“

Efter jordskælvet tilbød IMF Haiti endnu et lån på 100 millioner dollar.

”Det var en meget, meget ringe hjælp,” vurderer Henrik Stubkjær. ”Når Haiti er så fattigt, skyldes det jo bl.a. at de internationale institutioner altid kræver deres penge, også selv om det faktisk er IMF, der f.eks. har præsteret at give lån til diktatorer som “Papa” og “Baby” Doc, uanset at de brugte pengene til eget forbrug og imod befolkningens interesser.”