Den Europæiske Kommission bidrager med 3,5 mio. kr. af de i alt 4,5 mio. kr., som projektet kommer til at koste.
Projektet styres af to af Folkekirkens Nødhjælps lokale samarbejdspartnere i Guatemala, Den Nationale Koordination af Enker, Conavigua og menneskerettighedsorganisationen, Fundación Myrna Mack (FMM).
Projektets formål er blandt andet at forbedre levestandarden og den sociale status for den mayaindianske befolkning i Guatemala og fokuserer især på kvinder og unge i ni forskellige distrikter i landet.
| Læs mere |
|---|
| Det fjerde kontinentale topmøde for oprindelige og indianske folk - La IV Cumbre - finder sted i Chile i 2009. Læs Iximché-erklæringen - spansk/engelsk Læs FN's deklaration om oprindelige folks rettigheder - engelsk |
Målgruppen omfatter 12.000 kvinder og 5.000 unge i 47 mayaindianske lokalsamfund. En del af projektet går ud på at give mayaindianske kvinder og unge støtte og læring i, hvordan de bedre sikrer sig deres rettigheder og styrke deres fortalervirksomhed.
Det skal ske gennem blandt andet workshops og oplysning- og bevidstgørelsesarbejde samt træning i menneskerettigheder. Målet er også at fremme unge og kvinders deltagelse i forskellige beslutningsprocesser på lokalt, nationalt og internationalt niveau.
Projektet arbejder desuden også med at oplyse om og dokumentere tidligere overgreb mod menneskerettighederne og med at udøve fortalervirksomhed på lokalt, nationalt og internationalt niveau.
Håbet er også, at projektet gennem fortalervirksomhed kan bidrage til at få den guatemalanske regering til at respektere internationale menneskerettighedskonventioner og overholde de aftaler, som blev indgået under Fredsaftalerne i 1996.