Filmen er vist på Al Jazeera.net
Efter at Nato-offensiverne i Afghanistan og Pakistan har sendt hundredvis af Taleban-krigere på flugt ind i de Centralasiatiske lande, frygter eksperter, at de tidligere Sovjet-republikker Usbekistan, Tajikistan og Kirgistan kan blive en ny krudttønde i kampen mod den islamistiske ekstremisme.
Folk, der er kritiske overfor de centralasiatiske regeringer mener imidlertid ikke, at den ekstremistiske trussel kommer fra Afghanistan – men fra lokal undertrykkelse af politiske modstandere og religiøse grupper.
Som den danske journalist og filmmand Michael Andersen her rapporterer, har de enevældige centralasiatiske ledere – hvoraf mange har siddet ved magten siden Sovjet-tiden – i mange år brugt frygten for islamistisk ekstremisme som begrundelse for deres undertrykkelse.
Michael Andersen advarer om, at det netop er den brutale undertrykkelse af enhver form for politisk opposition eller uafhængig religiøs aktivitet der får stadig flere mennesker til at flokkes om de forbudte religiøse organisationer for at lufte deres frustration.